Cupra melder sig ind i priskrigen med elbilen Born. Priserne for den Golf-store elbil med VW-teknik begynder nu fra 270.000 kr.
Bedre sent end aldrig… Nu følger spanske Cupra trop i den verserende priskrig på elbiler.
Mærket, der indgår i VW-familien, har netop nedsat prisen deres elektrisk hatchback, Born, med op til ca. 60.000 kroner, så den koster nu fra ca. 270.000 kroner, oplyser importøren i en pressemeddelelse.
Tidligere kostede basismodellen fra ca. 321.000 kroner. Altså en prisnedsættelse på ca. 51.000 kr. på den billigste udgave
Det er dog den mellemste udstyrsvariant, Emocion, der har fået den største prisnedsættelse på over 60.000 kr. fra 340.650 kr. til 280.000 kr. Næsten 18 procent.
Mindst besparelse på topudgave
Opgraderer man til Born Emocion får man for de 10.000 kroner ekstra samme ydeevne og rækkevidde, men mere udstyr. Det er for eksempel varmepumpe, adaptiv fartpilot, bakkamera, navigation, bakkamera, fjernlysassistent og tonede ruder bag. Så de penge er godt givet ud.
Mindste hak i pristuden får topvarianten, Pasión, med en rabat på ca. 40.000 kr. – godt 11 procent.
Basismodellen af Cupra Born har et 58 kWh batteri, der giver en rækkevidde på op til 423 kilometer, og 204 hestekræfter.
Topmodellen Born Pasión har et 77 kWh batteri, som giver en rækkevidde op til 548 kilometer samt 231 hestekræfter.
Cupra tilbyder også privatleasing på Born lagerbiler. Her kan man få Born basismodellen fra 3.800 kroner pr. måned med en udbetaling på 5.000 kroner og 15.000 årlige kilometer inkluderet.
”Med de nye, skarpere priser, der kommer i halen på en række konkurrenters nedsættelser, kan Cupra Born måske blive genfødt i elbilkøbernes bevidsthed, da den nu står langt skarpere i markedet,” vurderer redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling.
Sidste år blev der solgt 1.267 Born i Danmark. Det gav den spanske elbil en placering som nummer 39 på den danske salgsliste.
Alternativer til Cupra Born
Søsterbilen VW ID.3, som Born deler teknik med, koster fra 300.000 kr. med 58 kW batteri, mens priserne starter ved 330.000 kr. for udgaven med 77 kW batteri.
58 kW udgaven på privatleasing fås fra 3.800 kr. pr. måned med 10.000 kr. i førstegangsydelse og 10.000 km til rådighed på et år.
Så her står Cupra Born altså stærkt med 5.000 flere kilometer til rådighed og lavere førstegangsydelse.
Ingen af de to fås dog med anhængertræk, påpeger Jens Velling.
Franske Renault har for nylig nedsat priserne på en anden konkurrent til Cupra Born, Renault Megane E-tech Electric, med helt op til 70.000 kr. Priserne starter nu ved 265.000 kr. for basismodellen, der dog kun har 40 kW batteri. For blot 15.000 kr. ekstra får man versionen med 60 kW.
På sidstnævnte udgave tilbyder Renault også privatleasing.
Udbetalingen er et rundt 0 kroner og den månedlige ydelse starter ved 3.200 kroner. Her skal man lige notere sig, at det kun er med 10.000 kilometer om året.
For hver 5000 kilometer ekstra stiger den månedlige ydelse med 200 kr.
Prisfald på Cupra Born
Variant | Gammel pris | Ny pris | Prisforskel (kr.) | Prisforskel (%) |
Born | 320.970 kr. | 269.990 kr. | 50.980 kr. | 15,9 % |
Born Emocion | 340.650 kr. | 279.990 kr. | 60.660 kr. | 17,8 % |
Born Pasión | 350.090 kr. | 309.990 kr. | 40.100 kr. | 11,4 % |
The post Cupra Born bliver 60.000 kr. billigere appeared first on Hvilkenbil.dk.