Kinesiske bilmærker overrasker positivt i kendt norsk test af elbilers rækkevidde. Men forbrugstal rejser tvivl om de norske resultater.
To gange om året tester den norske bilistorganisation NAF årets høst af nye elbiler. Formålet er at afprøve, hvor langt bilerne kan køre på en fuld opladning. Dels om sommeren, dels om vinteren. NAF kalder det for ’verdens største elbiltest’, og som regel går testresultaterne verden rundt.
Onsdag blev resultatet af årets vintertest offentliggjort. 23 nye elbiler blev sendt afsted fra Oslo og kørte nordpå mod Lillehammer i 2-5 graders frost. Altså en køretur op på fjeldet med typisk norske hastigheder, hvilket vil sige mellem 50 og 100 km/t. Alle biler blev ved, indtil batteriet var kørt fladt – og derefter slæbt hjem på fejeblad.
Omdiskuteret test
NAF-testen, som den danske søsterorganisation FDM deltager i og selv gør et stort nummer ud af, er omdiskuteret. Kritikere mener, at den fokuserer alt for enøjet på rækkevidde – og dermed favoriserer dyre biler med store batterier. Andre, at fokus burde ligge på effektivitet og mindst mulig afvigelse fra den lovede WLTP-rækkevidde. Altså det man også kan kalde ’kvaliteteten af rækkevidden’.
Omvendt mener tilhængerne, at NAF-testen er et godt bud på, hvordan elbilerne præsterer i virkeligheden. Og dermed interessant for de almindelige forbrugere, der vil have et realistisk indtryk af elbilernes rækkevidde.
At der står noget på spil for bilmærkerne, er der ingen tvivl om. Således kørte den norske BMW-importør med i egen BMW i5 for at krydstjekke egne målinger med NAFs og FDMs journalister.
Toyota i Norge nægtede til gengæld at stille op med den opdaterede udgave af bZ4X, der tidligere har klaret sig endog rigtigt dårligt i tidligere NAF-test. Der var dog en bZ4X med i den aktuelle vintertest. NAF lejede simpelthen en til formålet. Efterfølgende har Toyota Norge udsendt en pressemeddelelse, hvor de på den ene side kritiserer NAFs brug af lejebil, på den anden benytter resultaterne i NAF-testen til at argumentere for, at bZ4X – efter den norske importørs mening – faktisk klarede sig godt i testen.
At NAF-testen kan give anledning til yderligere diskussion vender vi tilbage til…
Ung kineser kom længst
Den kortfattede konklusion på årets vintertest er, at de nye kinesiske bilmærker klarede sig bedst. Vinderen blev det blot fire år unge kinesiske bilmærke HiPhi med sportsvognen Z – en konkurrent til Porsche Taycan. Med testens største batteri på 115 kWh nåede HiPhi Z ud på 522 km. Altså tæt på de lovede 555 km ifølge WLTP-normen. Dermed scorede HiPhi også testens mindste afvigelse på blot seks procent.
Nio ET5 Touring, en anden kineser, blev nummer to med en reel rækkevidde på 481 km. Andre Kina-biler som Lotus Eletre, Nio EL6 og Xpeng G9 placerede sig også i toppen af testen.
Tesla, der tidligere har siddet på alle rekorder i NAF-testen, skuffede omvendt. Den faceliftede Model 3 Long Range kan ifølge WLTP køre 629 km. Efter 441 km var batteriet fladt. Det svarer til en afvigelse på hele 30 procent.
Den nye VW ID.7 slap også skidt fra testen. 414 km blev det til, før batteriet gav op – en afvigelse på 29 pct.
Værst – igen, fristes man til at skrive – gik det for førnævnte Toyota bZ4X. Trods endnu et forsøg i NAF-testen gav Toyotas første dedikerede elbil op efter 314 km. Når fabrikken lover 460 km, bliver det til testens største afvigelse på 32 pct.
Spændende tal, der – hvis det går som det plejer – kommer til at gå verden rundt blandt bilentusiaster og på diverse bilsites og sociale medier.
Unøjagtige opgivelser
Men spørgsmålet er, hvor stor tillid man kan have til resultaterne i den norske test?
I løbet af torsdag den 1. februar var der flere unøjagtigheder i de tal, som både NAF og FDM lagde op på deres hjemmesider.
For eksempel stemmer de WLTP-tal, som de to organisationer har lagt ud for bl.a. BMW i5, Polestar 2, Mercedes EQE SUV 4matic og VW ID.7 ikke med de officielle WLTP-tal. På et tidspunkt var der også forskelle i de tal, som henholdsvis NAF og FDM lagde op på deres respektive hjemmesider.
Efter at Hvilkenbil bad FDM om en kommentar, er flere af tallene efterfølgende blevet rettet.
Flere WLTP-tal stemmer dog fortsat ikke overens med bilmærkernes officielle tal. I skrivende stund gælder det f.eks. for Mercedes-Benz EQE 350 4Matic SUV, Polestar 2, BMW i5 eDrive40 og VW ID.7 Pro.
Sidstnævnte har en officiel WLTP-rækkevidde på 618 km, både NAF og FDM opgav tidligere 608 km og efter Hvilkenbils henvendelse har NAF og FDM nedjusteret til 583 km. På VW’s hjemmeside står der fortsat 618 km.
Artiklen bliver opdateret, når FDM vender tilbage med svar.
NAF rækkeviddetest vinter 2024
HiPhi Z | 555 km | 522 km | -6 % |
NIO ET5 Touring | 560 km | 481 km | -14 % |
Hyundai Ioniq 6 | 614 km | 468 km | -24 % |
Lotus Eletre | 530 km | 465 km | -12 % |
NIO EL6 | 529 km | 456 km | -14 % |
Xpeng G9 Performance | 520 km | 452 km | -13 % |
BMW i5 eDrive40 | 505 km | 444 km | -12 % |
Kia EV9 | 505 km | 442 km | -12 % |
Tesla Model 3 Long Range | 629 km | 441 km | -30 % |
Polestar 2 | 614 km | 430 km | -30 % |
VW ID.7 PRO | 583 km | 414 km | -29 % |
Audi Q8 e-tron 55 S-Line | 533 km | 411 km | -23 % |
MG4 Trophy Extended Range | 520 km | 400 km | -23 % |
Mercedes-Benz EQE 350 4MATIC SUV | 491 km | 399 km | -19 % |
Volvo C40 | 577 km | 395 km | -32 % |
Nissan Ariya e-4FORCE | 498 km | 369 km | -26 % |
Hyundai Kona | 454 km | 341 km | -25 % |
BYD Dolphin | 427 km | 339 km | -21 % |
Ford F-150 Lightning | 429 km | 337 km | -21 % |
Toyota bZ4X AWD | 460 km | 314 km | -32 % |
Peugeot E-308 | 409 km | 297 km | -27 % |
Opel Astra Sports Tourer | 413 km | 296 km | -28 % |
Jeep Avenger | 395 km | 286 km | -28 % |
Kilde: NAF, motor.no og FDM. Bemærk, at WLTP tallene for rækkevidde i første kolonne i flere tilfælde afviger fra dem, som bilmærkerne selv offentliggør for deres bilmodeller.
The post Kinesiske elbiler imponerer i norsk vintertest appeared first on Hvilkenbil.dk.