Efter prisfald på Tesla, sætter Skoda den elektriske SUV Enyaq ned med op til 71.000 kr. Billigste Enyaq koster nu fra 350.000 kr.
Skoda bliver det første bilmærke, der svarer igen på Teslas prisnedsættelse i sidste uge. Med øjeblikkelig virkning bliver den elektriske SUV Skoda Enyaq sat ned med op til 71.000 kr. Billigste Enyaq med 395 km rækkevidde koster fra 350.000 kr. og matcher dermed næsten den 5.000 kr. billigere basisudgave af Tesla Model Y med 455 km rækkevidde.
Bestselleren i Skoda-programmet, Enyaq 85 med 557 km rækkevidde og omfattende Premium-udstyr, sættes 40.000 kr. ned, så den fremover koster 380.000 kr. Størst prisfald er der på den sportslige topmodel RS, der er sat 71.000 kr. ned til 425.000 kr. Du kan se de nye priser i tabellen sidst i artiklen.
Tredje mest solgte Skoda
”Enyaq var den tredje mest solgte elbil i Danmark sidste år, og den position vil vi som minimum fastholde og også gerne styrke i år. Faktisk forventer vi, at Enyaq vil stå for op mod 40 procent af Skodas samlede salg i Danmark i 2024,” lyder forklaringen fra den danske Skoda-importørs direktør, Thomas Bruun.
Enyaq er den eneste elbil i Skodas program og en uhyre vigtig model for mærket i Danmark, hvor salget af elbiler for alvor tog fart i slutningen af 2023. Skoda har simpelthen ikke råd til ikke at følge med Teslas nye, attraktive priser på Enyaq-konkurrenten Model Y. En pointe, som brancheanalytiker og direktør i AutoInc Rene Tønder også fremfører i et interview med jp.dk:
”De er nødt til det. Det har udviklet sig til en krig på omkostninger, altså den spilleplade, hvor Tesla lige nu føler, at de står stærkest. Men de etablerede bilproducenter har ikke noget valg andet end at følge efter, selvom de utvivlsomt taber penge på det,” siger han til netavisen.
I et interview med Hvilkenbil har René Tønder tidligere forklaret, hvordan Tesla har opfundet en ny måde at fremstille og sælge biler på, der gør det muligt på samme tid at underbyde konkurrenterne og alligevel tjene penge. Det er den effekt, som Tesla endnu en gang udnytter med sidste uges prisfald på Model Y.
Lægger pres på konkurrenterne
Det lægger pres på konkurrenterne. Skoda er de første til at følge med ned. Spørgsmålet er, hvor mange andre konkurrenter, der kommer til at gøre det samme som Skoda?
Mens mange bilmærker satte priserne ned i løbet af andet halvår 2023, er det første gang, at Skoda reducerer listepriserne.
Enyaq er netop lanceret i en forbedret udgave med bl.a. en ny og kraftigere elmotor med 286 mod tidligere 204 hk. Samtidig fik bilen mere udstyr uden merpris. Nu sætter Skoda så priserne ned – og kommer dermed på niveau med søsterbilen VW ID.4, der også fås til 380.000 kr. i en veludstyret version der matcher Skoda Enyaq 85 Premium. På den måde lå det i kortene, at der ville komme et prisfald på Skoda Enyaq – det er ikke normalt, at en Skoda koster mere end en VW. På sociale medier har der da også i dagevis floreret rygter om, at en prisnedsættelse var på vej. Nu er den altså officiel.
Prisfald på Skoda Enyaq
Model | Pris | Besparelse |
Enyaq 60 Premium | 349.995 | 20.000 kr. |
Enyaq 85 Premium | 379.995 | 40.000 kr. |
Enyaq RS | 424.995 | 71.000 kr. |
Udvalgte modeller. Enyaq fås også som mere sportslig coupé – merprisen er altid 15.000 kr.
The post Kæmpe prisfald på elektrisk Skoda appeared first on Hvilkenbil.dk.