Fra nytår er det ikke længere gratis for Tesla-ejere at benytte mærkets superladere. Med udsigt til langt større salg af den kommende Model 3, har Tesla ikke længere råd til at forære strømmen væk.
Fra nytår er det slut med én af de største fordele ved at køre Tesla: Adgangen til gratis opladning i én af Teslas 734 ladestationer verden over udfases fra 1. januar. Biler købt efter nytår får ganske vist ret til lade 400 kWh gratis om året – det svarer til cirka 1.500 kilometers kørsel – men derudover må Tesla-ejerne betale for at benytte de hurtige superlader-stationer.
Prisen for at tappe strøm hos Tesla er endnu ikke offentliggjort men vil variere fra land til land.
Ifølge den amerikanske elbilproducent handler den nye strategi om, at Tesla i stedet vil bruge penge på at udbygge netværket af ladestationer. I dag findes der flere end 4.600 ladestolper i verden og det tal skal øges inden Tesla næste år lancerer Model 3, der bedst kan betegnes som en ‘elektrisk folkevogn’.
Mens den nuværende Model S er en luksus-elbil for de få, er Model 3 en elbil til masserne. Tesla selv forventer at sælge 500.000 styk om året, og så kan man måske godt forstå, hvis firmaet ikke længere har råd til at forære strømmen væk.
Gratis strøm året ud
For de fleste Tesla-ejere er det næppe et stort problem. En Model S kører typisk 300 km på en opladning, hvilket dækker de flestes daglige behov. Derfor oplader de fleste Tesla-ejere bilen hjemme i garagen, mens superlader-stationerne især bruges til længere ture. Den store fordel ved Teslas ladesystem er, at det kan fylde strøm på batterierne til 270 kilometers rækkevidde på blot 30 minutter.
Er gratis strøm afgørende, gælder det om at være hurtig: Bestiller du din Tesla Model S eller X inden nytår og får du den leveret inden 1. april 2017, vil du fortsat have ubegrænset adgang til gratis strøm i Teslas egne ladestationer.
Læs også: Her er Teslas elektriske folkevogn
The post Slut med gratis strøm til Tesla-ejere appeared first on Hvilkenbil.dk.