Stellantis er på vej med to elbiler i Golf-klassen, der bliver blandt de billigste elbiler herhjemme: Citroen ë-C4 X og Opel Astra Electric.
Godt nyt til danske bilkøbere på udkig efter en relativt prisbillig og kompakt elbil: Stellantis-koncernen, der bl.a. omfatter Citroën og Opel, er på vej med noget så usædvanligt som et par elbiler, der hverken er en stor SUV eller koster 400-500.000 kr.
Først og billigst er Citroën ë-C4X, der bedst kan betegnes som en let forlænget og hævet crossover-fortolkning af den kendte ë-C4. Med et relativt beskeden 50 kWh batteri er rækkevidden 358 km, mens elmotoren yder 100 kW (136 hk) og et moment på 260 Nm. Den franske fætter Højben kan tage op til 100 kW i en lynlader og dermed lade 10 kilometers kørsel i minuttet – eller 100 km på 10 minutter. Det slår ingen rekorder, men med det lille batteri er det tilstrækkeligt hurtigt til også at håndtere længere ture i ë-C4X.
Den helt store fordel er prisen. 280.000 kr. rækker til basisudgaven Concorde med Citroëns superkomfortable Advanced Comfort affjedring, 18-tommer hjul, LED-lygter og klimaautomatik. For yderligere 15.000 kr. får du en Premiere Pack med alufælge, baksensor, bakkamera, Apple CarPlay, navigation, varme i sæder og 11 kW 3-faset onboard charger. Alene på grund af sidstnævnte, der reducerer ladetiden i vekselstrømsladere, er de 15.000 kr. godt givet ud for de fleste.
Til under 300.000 kr. bliver Citroën ë-C4X blandt Danmarks billigste elbiler: Kun MG ZS EV, Nissan Leaf, Opel Corsa-e og den meget lille Dacia Spring koster mindre. En anden usædvanlig nyhed er, at den er lige om hjørnet. Ifølge den danske importør kommer de første ë-C4X allerede til landet i februar.
Dyrere på tysk
Er du mere til den elektriske udgave af den nye Opel Astra med det meget tysk-korrekte tilnavn Electric, skal du både vente længere og betale mere.
Begge biler er børn af Stellantis-koncernen og deler flere komponenter, men Opel har valgt den nye udgave af koncernens elektriske drivline. Det betyder et større batteri på 54 kWh og en elmotor, der yder 156 hk. Udover flere kræfter giver det også en længere rækkevidde på 416 km. Hvilket samtidig gør Astra Electric til en af de mest effektive elbiler på markedet: Strømforbruget er helt nede på 12,7 kWh per 100 km – det svarer til, at du kan køre lige knapt 8 km per kWt.
Astra Electric kommer endda i to versioner, der begge traditionelt er populære blandt danske bilkøbere: En fem-dørs hatchback i Golf-størrelse og en stationcarudgave, hvor bagagerummet på pæne 516 liter kan udvides til hele 1.553 liter.
Til gengæld skal vi hen i efteråret 2023, før de når frem til de danske Opel-forhandlere, Af samme grund er priserne også endnu ukendte. Men med større batteri og kraftigere motorer, bliver Astra Electric helt sikkert dyrere end søsterbilen Citroën ë-C4x. Men her op til jul må man jo godt ønske sig en fra-pris på 299.999 kr. for basisudgaven af Astra Electric hatchback. Håbet lever for de mange danskere, der drømmer om en helt almindelig, velfungerende elbil, der er til at betale…
The post Endelig: To bud på helt almindelige elbiler appeared first on Hvilkenbil.dk.