Selv om de ikke er meget billigere end nye, er der stor efterspørgsel på brugte mikrobiler, som VW Up og Toyota Aygo – det holder prisen oppe.
Drømmer du om en større bil, står brugtvognsforhandlerne i kø for at købe din brugte mikrobil. Mange brugtbilforhandlere kan faktisk slet ikke levere alle de brugte eksemplarer af for eksempel Citroën C1, Peugeot 107 og 108, Volkswagen Up, Seat Mii, Škoda Citigo, Kia Picanto, Chevrolet Spark og Hyundai i10, som kunderne efterspørger.
Det oplyser onlineauktionen Autocom.
”Så hvis man har en velholdt mikrobil og drømmer om at opgradere til en lidt større eller nyere bil, kunne tidspunktet ikke være bedre. Priserne på mikrobiler er i top lige nu, ja faktisk ekstremt gode, fortæller Thomas Friis Pedersen, direktør for online-bilauktionen Autocom.
Direktøren afviser, at det bare ’salgsgas’. På bilauktionen udkæmpes der dagligt regulære budkrige om de små biler, og han kan se, at priserne ofte ender så højt oppe, at forhandlerne ofte kun kan tjene småpenge på at sælge dem videre. Men de gør det alligevel, for det giver kunder til værkstedet og knytter måske en ny kunde til butikken.
Forhandlere står med et problem
”Det er især de uautoriserede forhandlere, der byder på bilerne. De står med et problem. De kan jo ikke henvise folk, der står med 50.000-60.000 kroner til en brugt mikrobil, til en ny mikrobil,” siger Thomas Friis Pedersen.
Dermed hentyder han til, at en ny mikrobil fås fra blot ca. 80.000 kroner.
Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk, forklarer:
”Det hjælper jo ikke meget, hvis kunderne har et budget 50-60.000 kroner til bil og har brug for en lille bil i hverdagen. Derfor er der også stor efterspørgsel på de brugte mikrobiler, samtidig med at de nye mikrobiler også topper salgslisterne,” siger Jens Velling.
Han peger dog på leasing, som et relativt nyt tilbud til privatkunder, der på sigt kan tage andele af brugtvognssalget i mikroklassen:
”Med førstegangsydelser på blot 2.500 eller 5.000 kroner, behøver kunderne ikke i banken, men kan komme ud at køre for et lille beløb og en lav månedlig ydelse takket være den lave rente, samtidig med at service er inkluderet – altså ingen uforudset udgifter. Det tiltaler mange, ikke mindst yngre, købere,” lyder det fra Hvilkenbil.dks redaktør.
Han ser dog også et prisfald for mikrobiler længere ude i fremtiden:
Salget af mikrobiler har længe været meget stort. Markedet når et mætningspunkt, og så vil vi se brugtpriserne på de helt små biler falde – efter min vurdering også markant – fordi der nu gennem flere år er pumpet mikrobiler ud på det danske marked. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår,” siger Jens Velling.
FAKTA: VW Up røg op i 71.000 kroner
Autocoms teamleder Peter Boesen overvåger til daglig markedet på auktionen og kommer her med en række eksempler på salgspriser på brugte mikrobiler fra september:
En Citroën C1 1.0 CLIM Seduction fra 2012 med fem døre og 20.000 km på tælleren blev budt op i 47.000 kroner.
En Toyota Aygo 1.0 med aircondition fra 2013 med 21.000 km på tælleren røg op i 50.500 kroner.
En Volkswagen UP 1.0 Move Up fra 2014 med et kilometertal på 58.000 blev budt helt op i 71.000 kroner,
Endvidere er der stor efterspørgsel på biler I B-segmentet, for eksempel Volkswagen Polo, Ford Fiesta, Kia Rio, Renault Clio og Toyota Yaris med flere.
Læs også: VW Up er Danmarks bedste begynderbil
The post Mangel på brugte mikrobiler appeared first on Hvilkenbil.dk.