BILTEST: Kompakt-SUV’en Volvo XC40 Recharge er blevet elektrisk. Forvandlingen er vellykket, men rækkevidden er ikke imponerende.
Hvilken bil?
Volvo XC40 Recharge er den første fuldelektriske Volvo. Opskriften er den samme, som Mercedes og BMW benytter til EQA og iX3, hvor man har taget en eksisterende SUV og erstattet den fossile drivlinje med en elektrisk.
XC40-priserne er foreløbige, da Volvo først har de præcise priser omkring 1. marts på de biler, der forventes at kunne leveres i juni eller juli. Ud fra de foreløbigt opgivne priser står den billigste Single Engine i 368.000 kroner, batteriet er på 69 kWh, rækkevidden op til 422 kilometer og ydelsen 231 hestekræfter. Selv med basisudstyret Core er man virkelig godt kørende, bortset fra at der mangler en adaptiv fartpilot. Den kan ikke tilkøbes i løs vægt, så for at få den må man smide 23.000 kr. og lade sig opgradere til mellemste udstyrsvariant Plus. Opgradering til Twin Engine med firehjulstræk, hvor batteriet er på 78 kWh, rækkevidden op til 416 km og ydelsen 408 hk, koster 54.000 kr.
Batteriet i både Single og Twin Engine kan lades med op til 150 kWh, hvilket giver en teoretisk og optimal opladningstid fra 10 til 80 procent af kapaciteten på henholdsvis 32 (Single Engine) og 37 minutter. I hjemmeladeren med trefaset stiktype og 11 kWh-ladehastighed tankes helt op på otte timer.
Vidste du at?
Da kinesiske Geely i 2010 købte Volvo af amerikanske Ford for 1,8 milliarder dollar, frygtede mange, at kineserne ville suge knowhow ud af den svenske højkvalitet og fremover kun producere discountprodukter til det sydøstasiatiske marked.
Men Zhejiang Geely-topchef og multimilliardær Li Shufu havde noget helt andet i tankerne. Hans vej ind på bilmarkedet blev indledt i 1997, da han stiftede Zhejiang Geely som den første ikke-statsejede kinesiske bilproducent. Fem år senere præsenterede Geely som den første kinesiske producent en Kina-bil på den nordamerikanske biludstilling i Detroit.
Til Forbes Magazine har Li Shufu tidligere sagt, at det var på dette tidspunkt, at han begyndte at lege med tanken om at købe Volvo, der var hans personlige favorit-bilmærke. At Volvos afgående topchef, Håkan Samuelsson, sammen med Li Shufu manøvrerede Volvo væk fra nærdødsoplevelsen i kølvandet på finanskrisen, er der ikke tvivl om, og Volvo står i dag stærkere end nogensinde.
Polestar er en gren af Volvo og blev i 2017 re-vitaliseret som et mærke med base i Chengdu i Kina, der med Volvo-teknik skal være 100 procent elektrisk. Volvos helt afgørende udviklingscenter er stadig placeret i Göteborg.
Geely betyder i øvrigt »heldig«.
Hvordan er førerpladsen?
Stort set ukompliceret er dækkende for den måde, man betjener sin elektriske XC40 på. Der er nøglefri adgang, og når selen er spændt – sikkerhed først, det er jo en Volvo – berører man let bremsen, sætter i gear og træder på speederen. Når man har parkeret ved at trykke på P-knappen, forlader man bilen. Pærelet og intuitivt, næsten som at køre radiobil.
Måske kan det velstøttende sæde på grund af batterierne under bunden ikke komme helt så langt ned som i den fossildrevne XC40, men hva’? Det hører til SUV’ens natur at sidde højt.
Fint er det, at elbagruden og fuldt blæs på forruden aktiveres ved tryk på knapper. Mere tricky er det, at betjeningen derudover foregår via den krystalklare touchskærm i midterkonsollen. Altså skal man trykke på sæde-symbolet for at få sædevarme og ratvarme frem og derefter trykke på symbolet igen for at regulere op eller ned, ligesom man skal trykke på klimaanlæggets temperatur for få nå frem til muligheden for at justere op eller ned. Alt dette gnidrede berøringsføleri er ikke optimalt, da man er pisket til at kigge væk fra vejbanen, men da Volvo benytter Google-styresystem kan man til en række funktioner blot udspy nogle venlige kommandoer indledt med »Hey Google«.
Desværre skal man også via touchskærmen for at aktivere og fintune Pilot Assist, hvis man f.eks. helt eller delvist ønsker at frakoble den aktive vognbaneassistent. Man skal også via skærmen for at til- eller frakoble det såkaldte One Pedal Drive – rekuperation – der er genial i bykørsel, hvor man stort set udelukkende kan køre bilen med speederen og ved fartreduktion tanke en pæn portion strøm på batteriet.
Hvordan opleves kabinen?
XC40 er på rene fysiske mål en meget kompakt bil, men pladsen ved både for- og bagsæde er ganske gavmild, og man sidder opret, men behageligt i de gode sæder. Testbilen har soltag, men da den er så høj, er der stadig rigelig plads. To USB-C-udtag ved bagsædet er standard, og med klimapakke til 9.600 kr. er der også varme til bagdelene på de yderste pladser.
Bagagerummet tager 414 liter, hvilket er 43 liter færre end i de ikke-eldrevne, men under gulvet findes en ganske rummelig kælder og foran et såkaldt »frunk«, altså et lille opbevaringsrum på 31 liter, hvor man passende kan stuve sine ladekabler af vejen.
Er sikkerheden i orden?
Det er jo en Volvo, sikkerhedsguruen over alle, så selvfølgelig er der ikke noget at komme efter dér. Et godt eksempel på, at det kinesiske ejerskab heldigvis har fastholdt linjen og ikke åbnet en kattelem for kompromisser.
Den konventionelle XC40 blev testet til de maksimale fem Euro NCAP-stjerner i 2018, i 2021 genberegnede man elbilen og nåede frem til samme resultatet. Formentlig på grund af bilens alder fås den ikke med centerairbag mellem de to personer i forsæderne. Det er en skam.
Den aktive styre- og vognbaneassistent opleves noget aktivistisk på den ikke helt rare måde, og hvis ikke man slår den helt eller delvist fra, skal man være åben over for følelsen af at være umyndiggjort. På den anden side fungerer vagthunden, der holder øje med objekter bag bilen, aldeles fremragende.
Hvordan kører den?
Vægten er 2,2 ton, godt 100 kilo mere end Polestar 2 med samme drivlinje. Men trods de mange kilo er det lige før, man fristes til at betegne den som en af den nyere tids mest dynamiske Volvoer.
Fyr til de absurd mange hestekræfter – 408 – og man bliver nærmest teleporteret afsted. Fra 0 til 100 km/t på mindre end fem sekunder, men heldigvis holder firehjulstrækket bilen stabilt og med masser af bid.
Men elbil er lig med miljøvenlighed, så de 408 hk betragter man hurtigt blot som et betryggende es i ærmet, hvis en overhaling skal ekspederes, inden den overhalede når at blinke nervøst med øjnene over den pæne Volvo, der kom susende dér.
Med rekuperationen koblet til kørsel på ren speeder sætter man en ære i at levere glidende og komfortabel fremfærd, og der er XC40’eren en meget behagelig partner med et meget lavt støjniveau.
Dog oplevedes i testbilen forunderlige små, irriterende knirkelyde omkring midterarmlæn/midterkonsol ved igangsætning og kort før standsning. I en i øvrigt så støjsvag bil bliver det lyde, som irriterer. For en Volvo skal da ikke knirke.
Hvordan er motoren?
Velkendt er det efterhånden, at elbilernes opgivne rækkevidde skal tages med to-tre gran salt og et ekstra forbehold. Og så må man jo indrette sig efter dét. 416 kilometers rækkevidde forudsætter solide, danske sommertemperaturer, afdæmpet og fornuftig kørsel, og frem for alt skal man holde sig langt væk fra motorveje. XC40 Recharge blev testet i en periode med omkring frysepunktet-temperaturer, og her er det ikke realistisk at nå op over 300 km på en opladning.
Lige så velkendt er det, at selvom man angiver opladning med 150 kWh i en lynlader, så kommer man kun derop i kortere intervaller af opladningsperioden. Det skyldes, at batteriet ikke er i stand til at tage imod så meget power i hele perioden fra 10 til 80 procent af kapaciteten. I en lynlader, der bebudede op til 175 kW, lykkedes det kun kortvarigt at nå op på 132 kW – gennemsnittet under opladningen fra 25 til 70 procent af batteriets kapacitet var på en to grader varm dag under 80 kW.
Apropos strømforbrug: Vil man for alvor fyre strøm af, så har man muligheden ved at spænde en anhænger på krogen. XC40 med Single Engine må slæbe 1.500 kilo, med Twin Engine 1.800.
Passer prisen?
Testbilen er ikke 100 procent identisk med den model, som købere, der bestiller nu, kan forvente at få leveret i juni/juli. Derfor er de opgivne priser med et lille forbehold, men afvigelserne bliver næppe store. Men lad os bare sige, at XC40 Recharge Single Engine med mellemste og meget righoldige udstyrsniveau også pr. 1. marts koster på den pæne side af 400.000 kr. så er prisen absolut rimelig.
Mere relevant er det at overveje, om det er værd at ofre 54.000 kr. for at opgradere til et lidt større batteri men samtidig fra en til to motorer og dermed få en lidt kortere rækkevidde? Hvilkenbil vil klart anbefale Single Engine med mellemste udstyr som det bedste køb.
Er der alternativer?
Blandt de SUV-lignende kompaktvogne er Mercedes EQA 300 4Matic med 436 kilometers rækkevidde og en ydelse på 228 hk umiddelbart et tæt match til XC40 Single Engine. Den koster 444.000 kr.
Den meget nære Volvo-slægtning, Polestar 2, er fysisk en helt anden type bil, men al indmad og teknik er identisk, og kan man lide Volvo, vil man kunne lide Polestar. Vælger man Polestar, fravælger man også SUV-formatets bekvemmeligheder, men til gengæld får man for en beskeden merpris på cirka 15.000 kr. Polestar 2’s såkaldte Long Range Single motor mindst 100 ekstra kilometers rækkevidde.
Hvis vi skal blive i Fætter Højben-segmentet, er Volkswagen-trillingerne VW ID.4, Audi Q4 e-tron og Skoda Enyaq til stort set samme pris som XC40 Recharge Single Engine med Plus-udstyr et nummer større og kan køre knap 100 kilometer længere på en opladning. Mængden af udstyr i de tre er knap så rigelig som i XC40.
Konklusion:
For: Kvalitet, komfort, udstyr
Imod: Rækkevidde, for meget touchskærm, knirkelyde.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Volvo XC40 Recharge Twin Engine Ultimate
Vejl. pris, inkl. lev.: * 465.000 kr.
Anslået kontantrabat: ** 0 kr.
Billigste: * 368.080 kr. (Single Engine Core)
Privatleasing: Pt. ikke tilgængelig
Årlig CO2-ejerafgift: 680 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): (2018)
Antal airbags: 7
Længde/bredde/højde: 443/186/165 cm
Bagagerum (min/max): 414/1.295 liter + 31 liter for
Vægt: 2.188 kg
Anhængervægt: 1.800 kg (med bremser)
Rækkevidde: Op til 416 km
Batterikapacitet: 78 kWh
Ladeevne: Op til 150 kWh DC
Opladningstid: 37 minutter (10-80 pct. ved 150 kW DC), 8 timer (11 kW AC)
Effekt: 408 hk
0-100 km/t: 4,9 sek
Topfart: 180 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, aut. nødopkald, Pilot Assist, vejbaneassistent, advarsel ved modkørende og bagfrakommende trafik, vejskiltegenkendelse, syv airbags inkl. knæairbag, træthedsregistrering, fartpilot, LED-for- og baglygter, aut. op- og nedblænding, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder, varme i forsæder, elektrisk justerbare og sammenklappelige sidespejle m. varme, p-sensor for, bag og side samt bakkamera og 360 graders kamera, elektrisk bagklap, nøglefri betjening, 9 tommer berøringsfølsom skærm, Google-navigation m. stemmestyring, trådløs opladning af mobiltelefon, to USB C-stik for og to bag, Harman Kardon Sound System m. 13 højttalere og subwoofer, 19 tommer alufælge. ( * Endelige priser ventes klar ca. 1. marts) (** Anslået af hvilkenbil.dk)
Clever Unlimited
Installation af ladeboks: 7.500 kr.
Månedlig pris/ubegrænset opladning hjemme og v. offentlige ladestandere i minimum seks måneder: 749 kr.
Clever Unlimited Network
Månedlig pris/ubegrænset opladning v. offentlige ladestandere i minimum seks måneder: 625 kr.
Ekstraudstyr:
Metallak: 4.202-9.420 kr.
Klimapakke (varmepumpe, varme i rat, sprinklerdyser og bagsæde): 9.600 kr.
Mørke sideruder bag: 3.253 kr.
20 tommer alufælge: 6.040 kr.
The post Volvos første elbil er vellykket men… appeared first on Hvilkenbil.dk.