Ford har sammen med et amerikansk universitet taget patent på en teknik, der måske gør opladning af elbiler fem gange hurtigere end i dag.
Har ingeniørerne hos amerikanske Ford fået fat i en flig af de vises sten? Måske. I hvert fald har Ford sammen med Purdue University i Indiana taget patent på en teknik, der giver ordet ‘lynladning’ en helt ny betydning.
I dag er ‘lynladning‘ i allerbedste fald lig med 20 minutter i stikkontakten, i langt flere tilfælde 30-40 minutter – og her taler vi opladning fra 5-10 procent af batteriets kapacitet til 80 procent.
Ford og Purdue University har muligvis hittet ud af kunsten at eliminere opladningens flaskehals. Flaskehalsen er kablerne, hvor man mener at kunne udvikle teknologi, der gør det muligt at sende langt mere strøm pr. minut gennem kablerne end i dag. Hvilket altså skulle resultere i, at man kan oplade et normalt lithiumbatteri i en elbil på kun fem minutter.
Hvilket ord, der så skal erstatte ‘lynladning’, er hermed kastet op til overvejelse.
Pas på varmen
Det primære problem er overophedning, når elektriciteten strømmer gennem kablet ved opladning af batteriet. Ifølge Purdue Universitys hjemmeside er kommercielle kabler på lynladestationer i dag i stand til at kapere 500 ampere, hjemmeladere maksimalt 150 ampere.
Ampere er strømstyrken, altså hvor mange elektroner, der løber igennem en ledning pr. sekund.
Ford og Purdue University mener at kunne nå op på 2.500 ampere og samtidig være i stand til at håndtere den enorme varmeudvikling.
Kablerne er ekstremt avancerede, og det kommer helt sikkert til at tage nogle år, før løsningen er klar. Det fremgår dog, at man i løbet af de næste to år ventes at kunne teste teknologien på ladestationer i den virkelig verden.
Lykkes det, vil opladning af en elbil reelt gå lige så hurtigt som at fylde en fossildrevet bils tank med benzin eller diesel. Her stiller skeptikere dog spørgsmål ved, om batterierne i elbilerne kan håndtere den meget kraftige opladning? En ting er sikkert; det bliver spændende at følge den videre udvikling.
The post Lad din elbil op på fem minutter appeared first on Hvilkenbil.dk.