BILTEST: Design, kvalitet og temperament hæver Cupra Formentor over de ordinære konkurrenter. Som ladehybrid er prisen stærk.
Hvilken bil?
Cupra er Seats hurtige og eksklusive lillebror, og dagens testbil, Formentor, er det spanske firmas crossover, bygget på samme platform som Seat Leon og Leons fætre i Volkswagen-familien.
Formentor fås i fire udgaver. Mindste med VW-koncernens 1,5 liters TSI-motor og 150 hestekræfter står i 355.000 kroner, de to næste er ladehybrider med samme teknik som i Golf GTE, det vil sige 1,4 liters TSI-motor med henholdsvis 204 hk og 245 hk og 6-trins DSG-gear. Topmodellen er en rendyrket GTI med samme toliters motor som i Golf GTI Clubsport med 300 hk – i Formentor er ydelsen 310 hk.
Ladehybrider er delvist afgiftslettet, så derfor er den mindste såkaldte e-Hybrid med 204 hk i øjeblikket den billigste Formentor til 330.000 kroner. Testbilen, VZ e-Hybrid, er den større ladehybrid til 365.000 kr. Den har et 12,8 kW-batteri, der fuldt opladet kan holde bilen kørende 54 kilometer. 0-100 km/t overstås på syv sekunder, og listen over standardudstyr er stort set lige så lang som et barns ønskeseddel i december.
Vidste du at?
Cupra blev et selvstændigt mærke i 2018 og hylder alt, der er spansk og stærkt. Formentor er navnet på en lille halvø i det nordøstlige hjørne af Mallorca, og VZ – veloz – betyder hurtig.
I 1971 grundlagde Seat sin motorsportsafdeling, i midten af 1980’erne blev Seat Sport officielt stiftet, og gennem tiden har spanierne vundet mange rally- og Touring Car-titler. Flere Seat har båret tilnavnet Cupra, men for tre år siden blev Seat og Cupra altså delt i to.
Under Cupra-hatten finder vi ud over testbilen Formentor også Leon og Ateca. Lige om lidt følger den 100 procent elektriske Born, og flere vil komme til.
Hvordan er førerpladsen?
Hvis man synes, at førerpladsen i en Seat Leon er glimrende, vil man finde sig endnu bedre tilpas i en Cupra Formentor. De lækre sportssæder med Cupra-logo i de integrerede nakkestøtter smyger sig tæt og fast om de fleste kroppe, og det er nemt at finde en ideel siddestilling.
Da Formentor jo er en crossover, sidder man højt, lidt som i en SUV, og det er knap så sportsvogns-agtigt og umiddelbart ikke ægte Cupra-DNA. Men det tænker man mindre på, da interiøret i høj grad signalerer sport og stor lækkerheds-faktor.
Den store touchskærm er krystalklar, og styringen foregår ved at trykke på ikoner, som var det en forvokset mobiltelefonskærm. Desværre er stort set alle funktioner til klima, underholdning og bilens indstillinger gemt ind i infotainmentsystemet, og det tager tid at lære systemet at kende. Under kørsel er det nærmest uforsvarligt at betjene, da man for at udføre de mest simple handlinger skal trykke eller swipe to, tre eller flere gange. Desuden lider systemet af samme langsommelighed som i flere andre biler fra VW-koncernen.
Hvordan opleves kabinen?
Cupra er Seats fine mærke, og det understreges af kvalitetsfornemmelse og finish, der er i top. Trods den coupé-agtige bagrude er der fin plads til tre fuldvoksne på bagsædet. Bagagerummet giver den eneste lille ridse i renommeet: Det sluger kun 345 liter, hvilket er mindre end i Seat Ibiza, der ellers er en klasse under Formentor.
Er sikkerheden i orden?
Ingen slinger i valsen med fem flotte stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest 2021. Formentor har praktisk talt alt i aktivt sikkerhedsudstyr. Man kan stort set kun sætte en finger på dens relativt ubarmhjertige behandling af bløde trafikanter ved påkørsel: Bilens høje front og motorhjelm er ikke god til at afbøde mødet med bløde trafikanter som fodgængere og cyklister.
Adaptiv fartpilot og en ualmindeligt velfungerende Travel Assist, der gør, at bilen selv følger vejbanen, er standard. Det samme er bl.a. også side- og udkørsels-assistenten, der bremser ned, hvis man overser en trafikant, når man kører ud fra en sidevej. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
Formentor er dynamisk og velkørende med vægten lagt på sport, uden at komforten går tabt. Styretøjet er dejlig progressivt og meget direkte, da rattet fra yderstilling til yderstilling knap kan drejes to omgange.
VZ e-Hybrid har også dynamisk undervogn, hvor man kan stramme endnu mere op. På langtur ligger den helt stabilt og kan kun karakteriseres som et positivt bekendtskab.
Hvordan er motoren?
Overgangen fra el til benzin og tilbage igen opdager man nærmest ikke, og samspillet med den 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse er tæt på sublim. Fuldt opladet kan Formentor VZ e-Hybrid i princippet køre over 50 kilometer på ren el. Det lykkedes uden større besvær i den danske sommer flere gange at klemme godt 45 kilometer fuldelektrisk kørsel ud af den, inden benzinmotoren meldte sig.
Temperatur, vind og regn samt kørestil kan hurtigt barbere kilometer af batteriet, men generelt vil jeg vurdere, at en Formentor, der oplades 100 pct. hver nat, sidder lige i elskabet.
Når batteriet ikke rækker, og benzinmotoren driver bilen over længere strækninger, for eksempel 600 kilometer tilbagelagt på én dag med fire voksne og oppakning ombord, viser kørecomputeren et benzinforbrug på godt 16 kilometer på literen. Da næsten 500 af kilometerne var på motorvej, er det absolut godkendt.
Passer prisen?
365.000 kr. er ganske rimeligt, da man får kastet stort set alskens udstyr i nakken. Både sikkerheds- og komfortudstyr. Den lille ladehybrid med 204 hk i stedet for 245 og uden de hurtige bogstaver VZ er 35.000 kr. billigere og er 0,8 sekunder længere om at accelerere fra 0 til 100 km/t.
Ladehybriden uden VZ har bl.a. ikke 12 tommer skærm og navigation, heller ikke dynamisk undervogn og de skålformede sportssæder, og der lyder ingen advarsel, hvis man er ved at åbne døren i en cyklist, der nærmer sig.
Om man vil spare de 35.000 kr. og undvære nævnte udstyr og de 41 hestekræfter kan kun være en personlig afvejning. Merprisen synes rimelig.
Er der alternativer?
På samme side af de 400.000 kr. kan vi pege på Jeep Compass 4xe Limited til 345.000 kr., Volvo XC40 Inscription til 373.000 kr., Peugeot 3008 GT til 375.000 kr., Audi Q3 45 TFSIe Attitude til 395.000 kr., VW Tiguan Life til 395.000 kr. og BMW X2 xDrive 25e M Sport til 397.000 kr.
En granskning af de nævnte konkurrenters udstyrslister afslører, at de skal stå meget tidligt op for at kunne matche Formentor VZ e-Hybrid. Faktisk er de dårligt nok stået op, før Formentor er stukket af.
“At the end of the day”, som det hedder, når beslutningen skal tages, så er det et spørgsmål om præferencer og prestige. Objektivt betragtet får man for pengene rigtig meget ladehybrid -SUV/crossover i mellemklassen ved at vælge Cupra Formentor.
Konklusion:
For: Helstøbt ladehybrid, høj kvalitet, køreegenskaber, pris.
Imod: Bagagerum, kun to års garanti.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Cupra Formentor VZ plug-in e-Hybrid
Vejl. pris, inkl. lev.: 365.000 kr.
Anslået kontantrabat: *20.000 kr.
Billigste: 330.000 kr. (Cupra Formentor e-Hybrid)
Privatleasing: 4.995 kr./måned. Førstegangsydelse 24.995 kr. (15.000 km/år,
easingperiode 12-36 måneder).
Årlig ejerafgift: 660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Garanti (batteri): 8 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (WLTP-norm): 66,7 km/l (33 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 16,1 km/l
Længde/bredde/højde: 445/184/151 cm
Bagagerum: 345 liter
Vægt: 1.704 kg
Påhængsvægt: Op til 1.500 kg
Benzinmotor: 4-cyl, 1,4 liter turbo
Effekt: 245 hk
Elmotor: 55 kW
Elektrisk rækkevidde: 52-55 km
Batterikapacitet: 12,8 kWh
Ladeevne: Op til 3,6 kWh
Opladningstid: Tre timer og 33 minutter
0-100 km/t: 7,0 sek
Topfart: 210 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent, side- og udkørsels-assist, træthedsovervågning, advarsel om trafik v. åbning af døre, adaptiv fartpilot, LED-for- og baglygter, fjernlysassistent, p-sensor for og bag, bakkamera, elektrisk justerbare og sammenklappelige sidespejle, varme i sidespejle, højdejusterbare forsæder m. lændestøtte, varme i forsæder, varme i rat, 3-zonet klimaanlæg, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, nøglefri adgang og start, 10,25 tommer digital instrumentering, navigation, 12 tommer touchskærm, bluetooth, Apple Carplay, 19 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 7.170-23.890 kr.
Trådløs oplader: 2.390 kr.
El-bagklap: 6.200 kr.
Elektrisk justering af førersæde m. memory: 4.040 kr.
Satellit-knapper på rat: 8.350 kr.
Panorama-soltag: 15.530 kr.
The post Forrygende Formentor appeared first on Hvilkenbil.dk.