Efter en længere periode som udsolgt, er Volkswagens elektriske mikrobil e-Up er tilbage i det danske modelprogram til en pris på 160.000 kr.
Grundet ’leveringsstrategiske årsager’ har e-Up i en periode været væk fra det danske modelprogram, men nu er den tilbage i udstillingerne hos VW-forhandlerne. Den lille, elektriske folkevogn er blandt de billigste elbiler på det danske marked. For mange er den en både billig og miljøvenlig pendlerbil, så både efterspørgsel og leveringstider har været betragtelige indtil modellen helt gled ud af programmet.
Nu er e-Up så tilbage i sin velkendte form: En 100 procent elektrisk bybil med det oprindelige design, et rummeligt interiør i et kun 360 cm langt karrosseri med gode køreegenskaber.
Under den korte motorhjelm på e-Up ligger fortsat en 83 hk og 212 Nm stærk elmotor og en 1-trins transmission. Elmotoren sikrer en acceleration fra 0 til 100 km/t på 11,9 sek., mens topfarten er elektronisk begrænset til 130 km/t.
Et lithium-ion-batteri på 32,3 kWh placeret under gulvet giver e-Up en WLTP-rækkevidde på op til 258 km ved blandet kørsel og cirka 350 km ved bykørsel.
Batteriet kan oplades fra 0 til 80 procent på cirka 60 minutter ved en ladeeffekt på 40 kW DC. Med en ladeboks og 7,2 kW AC tager det 5 timer og 27 minutter at oplade batteriet fra 0 til 100 procent. Et CCS-stik til lynladning koster 4.400 kr.
Med appen e-Remote kan du via din smartphone starte/stoppe opladningen, fjernstyre klimaanlæg, tjekke kørselsinformationer, kontrollere om bilen står med lys på eller om den er låst.
Vælg mellem tre køreprofiler
I e-Up er det muligt at vælge mellem tre køreprofiler: Standard, Eco og Eco+, der aktiveres via en knap på instrumentbordet. I Eco-programmet reduceres motoreffekten fra 83 til 68 hk og drejningsmomentet fra 212 til 167 Nm, mens topfarten er reduceret til 115 km/t, og aircondition-anlægget er slukket.
Eco+-programmet forlænger rækkevidden yderligere, da motoreffekten her er reduceret til 54 hk og 133 Nm, og topfarten er 90 km/t.
Kørslen kan yderligere tilpasses, da det er muligt at vælge mellem fem trin af bremseregenerering. Det sker med gearstangen, der vippes tilbage eller frem, så du kan vælge mellem D, D1, D2, D3 og B, hvor B leverer den højeste regenerering på op til 40 KW ved 100 km/t.
I ”B” er det muligt at køre e-up! udelukkende med speederen, da den motorbremser så meget, at de hydrauliske bremser i mange kørselssituationer ikke benyttes.
E-up! tilbydes i én udstyrsversion til 160.000 kr., der som standard har bakkamera, fartpilot, el-opvarmet forrude, klimaanlæg og regnsensor.
Volkswagen-koncernen tilbyder en direkte konkurrent til VW e-Up i form af Seat Mii electric til samme pris og med identisk teknik.
I forbindelse med køb af en e-Up kan man bestille et Clever Unlimited abonnement og samtidig tilkøbe en standardinstallation af en Clever-ladeboks til kun 2.500 kr. Så er man sikret opladning til en fast månedlig pris på 749 kr./md.
Du kan finde den komplette prisliste på e-Up her.
The post VW e-Up er tilbage i Danmark appeared first on Hvilkenbil.dk.