Hamstring før årsskiftet og corona bremser også salget af nye biler i februar, der ligger en tredjedel lavere sammenlignet med sidste år.
Salget af nye biler har fået en særdeles træg start på året.
Der blev kun indregistreret 9.912 nye personbiler i februar, har De Danske Bilimportører netop offentliggjort. Det er hele 34 procent færre end i februar sidste år, og faldet kommer efter et voldsomt dyk i januar også.
Sammenlagt er der solgt næsten 40 procent færre biler i årets første to måneder end der gjorde i samme periode 2020.
Korrigerer man for normale sæsonudsving, steg bilsalget med 6,5 procent fra januar til februar. En overordentligt beskeden fremgang, taget faldet på 59 procent fra december til januar i betragtning, vurderer Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen.
Uro om afgifter
Det meget svage bilsalg for tiden skyldes flere forhold, vurderer hun.
”For det første valgte mange danskere at fremrykke deres bilkøb til før 18. december, der var deadline for at købe, inden de nye afgifter trådte i kraft. Det betyder, at mange, der gik med købstanker, allerede har foretaget deres bilkøb i 2020, og bilsalget i december var langt højere end normalt,” lyder forklaringen.
For det andet har bød starten af året på uro omkring det nye afgiftssystem, hvilket også kan have fået folk til at udskyde bilkøbet.
For det tredje har bilforhandlerne også været ramt af coronarestriktioner, og har derfor ikke på samme vis som normalt mulighed for at tage imod kunder i deres udstillingslokaler.
Nu får bilforhandlerne igen lov til at åbne deres udstillingslokaler.
Det ventes, at løfte bilsalget væsentligt, men det sker altså fra et meget lavt niveau.
The post Bilsalget har fået en koldstart på året appeared first on Hvilkenbil.dk.