I januar trak salget af nye biler håndbremsen med en kraftig tilbagegang. Stigende andel af benzinbiler og mindre andel af ’grønne’ biler.
Januar bød på det mindste antal nye biler, der fik nummerplader på i en januar måned siden 2009. Altså i mere end 11 år. Sammenlignet med januar for et år siden, er tilbagegange på næsten 45 procent.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Der blev kun solgt og leaset ca. 10.300 nye personbiler i januar 2021, og det er næsten 58 procent færre end i december 2020.
”En væsentlig del af forklaringen på det store fald er nedlukningen af forhandlernes udstillingslokaler, ligesom usikkerhed om de nye afgiftsregler kan have betydning,” skriver Danmarks Statistik i en kommentar.
Faldende andel af ’grønne’ biler
Noget paradoksalt i forhold til de nye afgiftsregler, der nu er endeligt vedtaget i folketinget, viser tallene også, at de ’grønne’ biler i januar udgør en vigende andel af indregistreringerne.
Med 576 styk udgjorde elbilerne 5,6 procent af de nye biler opgjort i faktiske tal mod 16,9 procent i december 2020.
Og opladningshybriderne fylder mindre i salgsopgørelserne. De udgjorde med 1.500 biler i januar 14,1 procent af den samlede tilgang mod 15,4 procent i december 2020.
”Stik i mod intentionen i de nye regler kom der færre elbiler og opladningshybrider på gaden i januar,” siger Jens Velling, der er redaktør på Hvilkenbil.dk.
Han vurderer dog, at der skal en længere periode til, for at vise, hvordan de nye afgifter reelt påvirker salget.
”Køberne hamstrede elbiler og opladningshybrider i december, fordi der var usikkerhed om afgifterne, og det har påvirket salget i januar,” forklarer han.
De Danske Bilimportører understreger dog, at de ’grønne’ biler trods alt præsterer en markant fremgang i forhold til januar i fjor. Her udgjorde plug-in hybriderne og elbilerne tilsammen kun syv procent af månedens personbilsalg.
”Det er godt at se, at de grønne biler klarer sig godt trods corona-nedlukningen. Vi er dog ikke i tvivl om, at månedens grønne total havde været væsentligt højere, hvis ikke det havde været for corona. Ydermere har der også været udfordringer med implementeringen af det nye afgiftssystem, som også kan have påvirket det grønne bilsalg negativt. At det opladelige bilsalg alligevel har klaret sig så godt, som det har, vidner om, at den grønne omstilling fortsætter for fuld styrke,” siger adm. direktør for bilimportørerne Mads Rørvig.
Gengangere topper salget
Ser vi på de biler, der trods alt blev solgt i januar, er det ’gamle’ kendinge, der topper salgslisterne.
Øverst på skamlen med 445 indregistreringer i januar landede, som så mange gange før, mellemklasse crossoveren Nissan Qashqai (billedet).
På andenpladsen med 353 styk kom minibilen Peugeot 208, der faktisk fås som elbil, og BMWs 3-serie kørte ind på tredjepladsen med 299 indregistreringer.
Bedst sælgende opladningshybrid i januar blev Ford Kuga, som efter en pause i salget pga. fejl på batteriet, nu er tilbage. 219 Kugaer fik plader på.
Blandt elbilerne blev minien Renault Zoe topsælger med 100 biler – kun 10 mere end VW ID. 3.
De tre mest populære mærker i januar 2021 var hhv. Volkswagen, Peugeot og Mercedes-Benz.
Kilde: De Danske Bilimportører
The post Laveste bilsalg i 11 år appeared first on Hvilkenbil.dk.