Bilindustrien – og dermed bilkøberne – står overfor enorme forandringer. Hvilkenbils Jens Velling vil især holde øje med disse emner i 2021…
Snart tager vi afsked med et 2020, der i dén grad har været domineret af corona-pandemien. Med udsigt til vaccine og forår, kigger vi forhåbentligt ind i et 2021, der kommer til at handle om meget andet end covid-19, håndsprit og social afstand. Også i bilverdenen, der har taget hul på den største forandring siden opfindelsen af samlebåndet. Og her tænker jeg ikke bare på omstillingen til eldrift, men også øget digitalisering, der vil ændre den måde, vi betjener, kører og ejer eller lejer vores biler på.
Vi taler revolution her. Det er ikke for sjov, at velestimerende bilmærker på den ene side frygter at ende som fotogiganten Kodak, der aldrig nåede at omstille virksomheden til digital fotografering. Mens tech-giganter som Google og Apple på den anden side overvejer at kaste sig over bilproduktion, fordi fremtidens biler handler mere om Big Data og et godt interface end om hestekræfter og køreegenskaber…
Den omstilling, som bilindustrien – og dermed dig som forbruger – står overfor, vil der blive skrevet tykke bøger om. Du slipper dog for den store doktorafhandling her. I stedet får du 10 ’nedslag’ og trends i bilernes spændende verden, som jeg finder særligt spændende i 2021.
Elbilerne stikker af
Absolut topscorer på top 10 listen er naturligvis elbiler. 2021 bliver året, hvor elbilerne for alvor begynder at tage stikket hjem på det danske bilmarked. Udviklingen er godt i gang, og med den netop vedtagne registreringsafgift vil elbilerne fortsat være forskånet for høje afgifter, mens diesel- og benzinbiler bliver dyrere. Samtidig stepper lade-operatører som Clever op og begynder at udvide netværket af ladestandere.
To ting er afgørende for, at 2021 bliver et gennembrudsår for elbilerne: For det første får californiske Tesla endelig konkurrence. Ikke alle har råd til en Tesla og nogle forbrugere har også ventet på, at traditionelle bilmærker ville lancere moderne elbiler. I 2021 er de klar. Modeller som VW ID.3 og ID.4, Peugeot e-208 og e-2008, Opel Corsa-e, den nye elektriske Fiat 500 og Skoda Enyaq gør det langt mere naturligt for mange danskere at vælge elektrisk. For det andet er interessen for elbiler enorm: Alle taler om dem. Her på Hvilkenbil mærker vi det også tydeligt: Artikler om elbiler har let 10 gange så mange læsere som andre artikler, og langt de fleste spørgsmål handler om elbiler.
Bedre batterier på vej
Mange af spørgsmålene handler om batterier. Det forstår jeg godt – for det er her, udviklingen for alvor er spændende. Allerede i 2021 lover Tesla forbedret batteriteknologi, der både vil øge rækkevidde og holdbarhed. Konkurrenterne følger naturligvis efter. Andre firmaer og forskere lover revolutionerende gennembrud om blot få år – måske allerede i 2022. På sigt vil de nuværende lithium-ion batterier blive udskiftet med ny teknologi, der forbedrer batterierne på alle parametre. Vi taler rækkevidde på 800-1.000 kilometer, lydopladning, lavere pris og lavere vægt og med reduceret brug af sjældne metaller og jordarter. Det er ikke et spørgsmål om, men hvornår. Et kvalificeret bud er, at et moderne bilbatteri er væsentligt forbedret om tre-fem år. Personligt vil jeg vente på det, man kan kalde 2. generationsbatterier – jeg er sikker på, at de bliver ventetiden værd.
Kommer brintbilerne alligevel?
Spørgsmålet er så, om elbiler er den hellige gral, som en gang for alle gør vores biler bedre og grønnere? Der er jo lige det med de førnævnte batterier, der både kræver meget energi og sjældne metaller at fremstille. Og i øvrigt er tunge og tager tid at lade op. Løsningen kunne være brintbiler, hvor du hælder flydende brint i tanken på få minutter, der så omdannes til strøm til brintbilens elmotor. På den måde minder brintbilen om en benzinbil – dog kommer der kun vanddamp ud af udstødningen. Hidtil har brintbiler været dobbelt så dyre som elbiler, og det har fået mærker som Mercedes, VW og Honda til at tvivle på eller helt droppe teknologien. Omvendt kører BMW, Toyota og koreanske Hyundai-Kia optimistisk videre og tror, at brintbiler snart bliver et reelt alternativ til elbiler. Det bliver spændende at se, hvem der får ret. Et kompromis kunne være, at personbiler kører på batterier, mens brint mest bliver til tunge køretøjer som busser og lastbiler.
Vender SUV-trenden?
SUVerne pløjer sig stadig opad i salgsstatistikkerne verden over. Vi elsker de høje biler med det ophøjede overblik fra førersædet, den lette ind- og udstigning og følelsen af at være usårlig. Så pyt med, at de høje karrosser med det høje tyngdepunkt forringer køreegenskaberne og brændstoføkonomien. De to sidstnævnte indvendinger vejer måske tungt for old school bilentusiaster – men betyder intet for flertallet af bilkøbere. Fair nok. Når jeg alligevel tror, at vi snart vil se SUV-trenden aftage, skyldes det, at den er et modefænomen – og at moden altid går i ring. På et tidspunkt vil trendsætterne hellere falde døde om end at lade sig se i en forudsigelig SUV lige som naboens. Moden dikterer evig forandring. Der skal ske noget nyt. Klassiske sedaner måske?
PSA imponerer
På verdensplan er den franske PSA-koncern med Peugeot, Citroën, DS og Opel i porteføljen ikke nogen gigant. Men under Carlos Tavares’ ledelse er PSA kommet ind i en positiv udvikling. Alene det faktum, at de har overtaget Opel (billigt) fra amerikanske General Motors og på rekordtid har vendt en notorisk underskudsforretning til plus i regnskabet aftvinger respekt. Senest er PSA lykkedes med at fusionere med Fiat-Chrysler, hvilket både skaber størrelse og tilstedeværelse i hele verden. Og Carlos og Co. kan mere end det: PSA er langt fremme med både elbiler og hybridteknologi, deres design er spændende, og så er de dygtige til at få Citroën og Peugeot til at fremstå som forskellige mærker, selv om de deler teknik. PSA ligner koncern med positivt momentum.
…mens VW er i et vadested
Helt så overbevisende går det ikke for verdens største bilproducent, Volkswagen. På positivsiden virker tyskerne til at have kastet sig helhjertet ind i omstillingen til el. Den ’elektriske folkevogn’ ID.3 kom på markedet sidst i 2020 og en sand strøm af aflæggere, der benytter nøjagtigt samme teknik, følger i 2021 og de kommende år. Da det er let at lave den samme elbil under koncernnavnene Audi, Skoda og Seat vil VW-koncernen hurtigt have et bredt udvalg af elbiler.
Omvendt kan man godt blive lidt bekymret, når man kradser i overfladen: VW måtte sende ID.3 på gaden med ufærdig software, og VW halter i det hele taget efter de bedste, når det gælder betjening via moderne infotainmentskærme. Samtidig er det tydeligt, at koncernen skal spare penge. Dels til udvikling af nye elbiler, dels til de mere end 200 milliarder kroner, som ’dieselgate’ koster i bøder og erstatninger. Finishen i en ID.3 nærmer sig det rustikke med masser af hård plastic, og går du den nye Golf 8 efter i svejsesømmene, er du ikke i tvivl om, at der er sparet flere steder sammenlignet med Golf 7.
Spørgsmålet er, om det får betydning for salget? VWs ’brand’ har vist sig at være uhyre stærkt, og måske trækker kernekunderne bare på skuldrene af den aktuelle formnedgang og dieselskandalen og skriver under på slutsedlen alligevel. Det bliver spændende at følge i 2021.
Er ladehybrider ’fake news’?
Ladehybriderne tordner frem i Danmark, godt hjulpet af de nye afgiftsregler, der især favoriserer de største og dyreste af slagsen. Spørgsmålet er bare, om det gavner miljøet? Idéen om at kombinere en forbrændingsmotor med et opladeligt batteri er fin nok – i hvert fald på papiret. Reelt ligner ladehybrider dog en skrivebordsøvelse, der gør bilfabrikkerne i stand til at fremstille biler med – på papiret – imponerende lave CO2-udslip. Fordi ladehybrider må indregne kørsel på ren el i deres snitforbrug, kører de officielt 60-70 km/l, hvilket belønnes med fradrag i afgiften. Så længe ejerne er flittige med ladekablet, kan det godt forsvares. Men når batteriet er kørt halvfladt, har ladehybrider et ekstra højt brændstofforbrug, fordi de trækker rundt på 250 kg batteri, elmotor og styreelektronik. Det gør i øvrigt også bilerne meget mere komplekse, og man kan jo spørge sig selv, om man vil købe en brugt ladehybrid med 100.000 km på tælleren om 5-6 år?
Til den tid vil politikerne måske også spørge sig selv, hvorfor de valgte at favorisere biltypen? Ofte vil ladehybrider nemlig være en tung og kostbar luksus-SUV, der i virkelighedens verden kører 11-12 km/l. Var det virkelig intentionen med de nye afgifter?
Vi vil have knapperne tilbage
2020 blev året, hvor enhver bilnyhed med respekt for bilmoden samlede det meste af betjeningen i en infoskærm i midterkonsollen. Populære mærker som VW, Skoda, Seat og Peugeot har stort set droppet de fysiske knapper. I stedet arbejder du med touch, swipes og menuer som på en iPad, når du skal skifte radiostation, skrue op for varmen eller navigere frem til en ukendt adresse. Visuelt er det lækkert, fordi kabinen ser enkel og ryddelig ud – knapperne er jo væk. Betjeningsmæssigt er det en katastrofe, fordi hver eneste kommando kræver, at du fjerner blikket fra vejen og kigger på skærmen, for at ramme det rigtige sted. Hvilket ikke altid lykkedes, fordi biler jo har det med at ramme vejstriber, samlinger, revner og andre ujævnheder i asfalten under kørslen. Bortset fra 18-årige drenge, der i forvejen er IT-nørder og aldrig har prøvet en bil med ’gammeldags’ betjeningsknapper, kender jeg ingen, der har noget godt at sige om skærm-fetichen i nye biler. Jeg tror, at udviklingen vender i 2021. I min øresnegl hører jeg vedholdende rygter om, at f.eks. PSA-koncernen er kommet til fornuft og vil genindføre knapper til bl.a. regulering af varme. Merci, siger jeg. Bare fordi man er gammel, kan man jo godt have ret…
Hvad sker der med Alfa Romeo?
Et af de helt store spørgsmål i min kørebog for 2021 lyder: Hvad sker der med Alfa Romeo?
Alfa hvem er der måske et par yngre læsere, der spørger? Forståeligt nok, for mærket nærmer sig det usynlige herhjemme. Og det er trist for alle bilentusiaster, der sætter pris på skarpe køreegenskaber pakket ind i forførende italienske kurver og den der særlige oplevelse, man får i biler, der mere er lavet med hjertet end regnearket. Det kunne man såmænd sige om flere bilmærker, men man behøver ikke være Alfa-tifosi for at ønske mærket lidt tiltrængt fremgang. Lige nu består programmet af den gudeskønne og sublimt kørende Giulia, som næsten ingen køber og den mere moderigtige SUV Stelvio, som også er overset. Uanset hvor gode de er, er to modeller bare for lidt. Derfor hepper jeg lidt ekstra på Alfa Romeo i 2021. Forza Alfa!
Kineserne kommer
Sidst, men ikke mindst, skal der holdes øje med kineserne i 2021. Kineserne kommer, har det lydt så ofte, at det minder om ’ulven kommer’. Men i 2021 kommer kineserne faktisk. Ja, de er her allerede i form af genopstandne MG, der ganske vist intet har med hverken sportsvogne eller England at gøre, men nu handler om mere eller mindre elektrificerede SUVere til stærke priser. Det interessante er, at både MG og et andet kinesisk mærke, Aiways, der kommer i 2021, tilsyneladende gør alle fordomme om Kina-biler til skamme: Nej, de kører ikke som en skål våde ris, nej, de er ikke samlet med bambusværktøj og nej, de krøller ikke som en tom coladåse, når de rammer muren i Euro NCAPs crashtest. Tværtimod forlyder det, at kineserne ikke blot har hyret tidligere topfolk fra europæiske bilmærker, de har også givet dem frie hænder og penge nok til at lave biler, der på alle måder er konkurrencedygtige. Dét glæder vi os til at efterprøve i 2021 – første Kinabil er allerede skrevet op i Hvilkenbils testkalender. Stay tuned…
The post 10 vigtige trends i bilåret 2021 appeared first on Hvilkenbil.dk.