Vi får slet ikke talt om de store udfordringer ved elbiler, mener Hvilkenbils Morten Kjeldsen – og giver selv et bud på de største af dem.
![]()
Hvor er de ansvarlige beslutningstagere, som tør kræve et øjebliks eller et årtis omtanke i debatten om elbiler? Inden vi bliver alt for uimodtagelige over for saglige argumenter i den ofte unuancerede hyldest af elbilernes velsignelser.
Jeg hører allerede læsere tage den helt dybe indånding. Men rolig nu: Jeg er helt med på, at vi skal tænke langt mere grønt, end vi hidtil har gjort. Og ja, jeg er med på, at elbiler bestemt kan være ét af mange midler, der skal til for at sikre kommende generationer en tålelig tilværelse på jorden.
Men lige nu synes det hele at dreje sig snævert om at overgå hinanden med udmeldinger om, hvor mange elbiler der bør køre rundt i Danmark i 2030. Politikerne på Christiansborg synes mere optaget af at score her-og-nu-point end af at bekymre sig om, hvordan verden – altså verden uden for vores lille andedam – ser ud om 20-30 år.
Ja, det kræver mod at sige “vent lige lidt”, og det er også rasende besværligt, når vi skal kigge ud over den navlepillende danske politik, hvor ønsket om genvalg tæller højere end ønsket om at forstå og formidle komplicerede sammenhænge. Og ikke mindst tage de komplicerede sammenhænge i betragtning.
Min opfordring lyder, at vi træder på bremsen, indtil vi er sikre på, at fremskaffelsen af de råstoffer og mineraler, der er nødvendige for at kunne producere elbilernes batterier, kan foregå på en forsvarlig måde.
Dét, som ingen taler om
Ingen – jeg hører dem i hvert fald ikke – kræver det lange lys tændt. Ingen, der rent faktisk kan beslutte noget, synes villige til at tage alle de faktorer i betragtning, der betyder noget, hvis elbilerne reelt skal være grønne fra vugge til grav, så vi med god og grøn samvittighed kan give kloden videre til vores børn og børnebørn.
Så lad os indlede med det, som ingen kan, vil eller tør tale om: Om den verden derude, hvor forudsætningerne for, at verdens befolkning i 2030 kan køre rundt i 30 millioner miljørigtigt fremstillede elbiler, begynder.
For der er store både miljømæssige, menneskelige og moralske problemer forbundet med at frembringe de ressourcer, der skal bruges.
Nikkel
Udfordringen er elbilens hjerte, batteriet. Til det kræves blandt andet nikkel – i en Tesla bruges omkring 30 kilo nikkel, og frem mod 2030 ventes verdensforbruget af nikkel at blive femdoblet. Udvindingen kræver meget vand, men over en tredjedel af klodens nikkel findes i områder med “høj” eller “ekstrem” knaphed på rent vand.
Oparbejdning af nikkel resulterer under nogle forhold i 90 ton udledt CO2 pr. ton produceret nikkel. En alternativ oparbejdning med brug af mindre vand men med mere brug af svovlsyre og ammoniak nedsætter CO2-belastningen men resulterer i store mængder syrerester og giftigt spildevand.
Størstedelen af verdens nikkel-produktionen finder sted i Indonesien og Filippinerne, hvor mineselskaberne anklages for massiv forurening.
Kobolt
Grundstoffet kobolt udgør 4-30 kilo af en elbils batteri og 5-20 gram af en mobiltelefons. Med den hast, som produktionen af elbiler i øjeblikket udvikler sig, vil der om ti år være brug for 37 gange mere kobolt.
Op mod 75 procent af dagens kobolt udvindes i den såkaldte Demokratiske Republik Congo, hvor den industrielle minedrift er skyld i omfattende miljøødelæggelser, undertrykkelse og korruption. 40.000 børn ned til seks-syv års-alderen arbejder med udvindingen af kobolt.
Lithium
En lille elbils batteri indeholder over 20 kilo lithium, en Tesla 50-70 kilo. De næste ti år vil bilbranchens behov for lithium være 20 gange større.
Over halvdelen af lithium-produktionen finder sted i et af verdens i forvejen tørreste områder i Argentina, Bolivia og Chile. Udvindingen kræver enorme vandressourcer – mindst en halv million liter vand pr. ton lithium. Ud over at øge manglen på ferskvand har produktionen betydet forurening af vandløb og søer.
Kina er verdens tredjestørste producent af lithium – kineserne udvinder det først og fremmest i Tibet med omfattende vandforurening og fiskedød som resultat.
Absurd sort samvittighed
Disse fakta leder frem til den nærliggende konklusion, som blandt mange andre understøttes af Congressional Research Service – den amerikanske kongres’ uvildige research- og analysekontor. I sommer konkluderede amerikanerne, at “elbiler kan være ansvarlige for en større effekt på menneskers sundhed og økosystemer end biler med forbrændingsmotor.”
Lad lige den synke ind.
Og det er vel at mærke fakta i 2020. Inden produktionen af elbiler øges massivt, og inden elbilernes batterier bliver større for at efterkomme bilisternes krav til længere rækkevidde.
Når man så tager i betragtning, at størstedelen af de tre førnævnte ingredienser i en elbils batteri udvindes i dele af verden, hvor bekymringen for miljøet og menneskets ve og vel fylder langt mindre end i de dele af verden, hvor elbilerne kommer til at køre rundt.
Hvilket jo gør det helt absurd – at den globale opvarmning primært skyldes Vesten, men det er befolkningerne i Afrika, Asien og Sydamerika, der kommer til at betale prisen, når vi i Vesten skal pudse vores “grønne” miljøglorier.
Mindst ti år
Men helt sort er det ikke. Til Weekendavisen sagde Per Kalvig fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – tidligere i år, at Jorden ikke er ved at løbe tør for de metaller og råstoffer til den grønne omstilling.
Men – og det er vigtigt – det vil tage mindst ti år at etablere de miner og forarbejdningsanlæg, der skal til for at imødekomme efterspørgslen. Særligt hvis produktion og udvinding skal foregå på en bæredygtig og etisk forsvarlig måde.
Så det er altså et spørgsmål om at træde på bremsen og få styr på de helt grundlæggende, globale problemer, inden vi i Vesten og i Danmark tonser ud over stepperne og med hovedet under armen kræver fuld fart på batteridrevne biler og død over forbrændingsmotoren.
Den forsvundne anstændighed
Med de uløste og sjældent nævnte globale udfordringer i debatten om elbiler burde ethvert politisk og folkeligt krav om en hovedkulds fremskyndet indfasning af elbiler – i særdeleshed i et lillebitte land som Danmark, men også i resten af Vesten – jo forstumme.
Hvis bare man har en smule anstændighed i behold. For hvordan kan vi være det bekendt under de forhold blindt at velsigne elbilernes nærmest Messias-lignende komme, når produktionen af batterier har så store menneskelige og miljømæssige omkostninger?
Jeg ved det ikke, men den type anstændighed besidder vi åbenbart ikke.
Forstummer gør debatten næppe. Snæversynet – hensynsløsheden? – synes at være blevet en politiker- og folkesygdom.
Vi burde skamme os, træde på bremsen og tænke os grundigt om.
De lavpraktiske nationale udfordringer
Netop fordi vi hovedkulds tonser derudaf, kan vi som forbrugere, som potentielle elbilister, samtidig med forfaldet derude hvor råstofferne udvindes, se frem til at skulle trækkes med de nationale, lavpraktiske problematikker.
Som ikke er løst i dag, og som jeg har en kraftig formodning om vil være udfordringer nogle år endnu. Trods alle de fine intentioner.
Med mindre – naturligvis – at vi som forbrugere venter en håndfuld år eller to med at anskaffe os en elbil.
Hvis nogen skulle være i tvivl: Jeg venter med at anskaffe en. Både af hensyn til min egen samvittighed og af helt lavpraktiske hensyn – for jeg vil ikke være ringere stillet med en elbil end med min benzinbil. Hvis ikke det er nemt at gøre det rigtige, så gør jeg – og langt de fleste andre – det ikke.
For at ridse de vigtigste danske problematikker op: Der synes at være alt for få voksne og ansvarlige mennesker til stede i både Folketinget og EU, som har tilstrækkeligt mod til at kræve og støtte en massiv – altså virkelig massiv – udbygning af oplademulighederne; der er også kun spage røster om ens standarder for eksempelvis de stik, der skal bruges; og vi hører heller ikke meget til krav om roaming blandt udbyderne af opladning.
Elbilistens syv nødvendige overvejelser
Elbilisten er således beriget med en masse udfordringer, som det hedder på nudansk. Ikke problemer. Jeg kan nævne i hvert fald syv:
Har man et årligt kørselsbehov over 15.000 km, og har man behov for jævnligt at forlade motorvejsnettet, kan det være vanvittig besværligt at holde sin elbil kørende, som det er nu. Med det nuværende antal opladere til rådighed vil man nemmere kunne finde en forladt minkfarm end en offentlig ladestander. Undersøgelser viser, at hvis der i 2030 skal køre en million elbiler rundt i Danmark, skal antallet af ladestandere tidobles.
Alle offentlige standere med en ladeeffekt under 50 kW er stort set uinteressante, hvis man som elbilist gerne vil frem til sit bestemmelsessted i bare nogenlunde tempo. Mange af de prikker på udbydernes app’er, der angiver, at “her ligger en ladestander” er kun 11 kW-ladere. Altså “langsommelighedsladere”, og på farten kan man ikke bruge dem til en pind. Med mindre man både skal sove og spise, mens elbilen sutter strøm.
Skulle det langt væk fra det overordnede motorvejsnet lykkes at finde en forkølet 50 kW-ladestander i det fjerneste hjørne af Netto-parkeringspladsen, risikerer man at nå frem til en stander, der lige er blevet optaget af en anden elbilist. Eller måske er en af de der djævle, som stadig formaster sig til at køre rundt i en diesel- eller benzinbil, uforvarende kommet til at parkere på den plads, der er reserveret til elbiler.
Hvis man ikke har handskerummet fyldt op med ladebrikker til de forskellige udbydere, risikerer man tilmed at skulle køre endnu længere for at finde en ledig ladestander. Den manglende roamingaftale mellem udbyderne – eller endnu mere basalt: den manglende mulighed for at kunne betale for sin opladning med dankortet, kreditkort eller MobilePay svarer til, at man på den lokale OK-tankstation bliver oplyst, at man kun vil kunne tanke op, hvis man er medlem af Coop og desuden har husket at skaffe sig et OK-kort. Alle andre betalingsmidler virker ikke. Er det dumt? Ja, det er torskedumt og i hvert fald så forbruger-uvenligt, at det burde være strafbart.
Bor man i lejlighed, så glem alt om en elbil, med mindre ejer-, lejer- eller andelsforeningen vil være med til at bekoste en stander nede ved fortovskanten. Jamen, der er jo masser af offentlige ladestandere i de større byer, vil modargumentet lyde. Ja-ja, men mange af dem er sikkert optaget af elbilister, der bruger dem som parkeringspladser. Også selv om bilen er ladet helt op. Det er i hvert fald meget udbredt i Storkøbenhavn.
Bor man i hus, så vær opmærksom på, om husets nuværende ledningssystem er dimensioneret til at klare monteringen af en ladestander på matriklen. Der må heller ikke være for langt mellem eltavle og ladeboks. Mange skal påregne en ekstraudgift, der hurtigt løber op i 15.000-20.000 kr., før stikket kan sættes i elbilen hjemme i carporten. De problemer hører man sjældent om i lovprisningen af, hvor nemt det er at have en elbil.
Tjek elbyderens priser. Vær klar over opladningsbehov ude og hjemme, prøv at regne ud om det bedst kan betale sig at leje eller købe ladeboksen, om abonnement eller betaling efter forbrug er billigst. Det er en jungle derude, og generelt vil det nok bedst kunne betale sig at shoppe rundt mellem elselskaberne og hele tiden sørge for at købe strøm af den billigste leverandør.
The post Debatten om elbiler er uden visioner appeared first on Hvilkenbil.dk.