Eldrup-kommissionen har endelig fremlagt fire bud på, hvordan vi får flere elbiler i Danmark frem mod 2030. Se de fire forslag her.
Endelig. Halvandet år efter at Eldrup-kommissionen – opkaldt efter formand Anders Eldrup – fik opgaven at anvise en farbar vej frem mod en ’grøn omstilling’ af personbiler, foreligger resultatet: En diger rapport på 246 sider.
Så lad os hoppe direkte til konklusionen. Ret beset kører den på flade dæk. Eldrup-kommissionen fastslår nemlig, at den er blevet stillet en opgave, der er umulig at løse. Forudsætningen har været at øge antallet af elbiler med op til én million frem mod 2030, hvor det samtidig skulle være slut med at købe benzin- og dieselbiler. For at gøre opgaven særlig svær, skulle regnestykket gå op på en måde, så staten ikke går glip af de 50 milliarder kroner, man i dag får ind gennem afgifter på bilområdet.
Ikke underligt, hvis missionen er kørt i grøften.
”Kommissionens analyser viser, at der ikke er en simpel vej til grøn omstilling af bilparken, som opfylder alle hensyn på en gang,” skriver formand Anders Eldrup lakonisk.
Fraråder roadpricing
Flere forudsætninger og antagelser viser sig at være uholdbare eller ligefrem ulovlige. For eksempel fastslår Eldrup-kommissionen, at det i EU vil være ulovligt at forbyde salg af benzin- og dieselbiler fra 2030 som danske politikere har foreslået. At det på grund af tekniske udfordringer anbefales at se bort fra roadpricing som et alternativ til registreringsafgiften. Og at jo hurtigere man gennemfører en grøn omstilling af personbiler, desto højere pris må alle parter betale for omstillingen.
Som konsekvens vil kommissionen nu udarbejde en tillægsrapport, der forventes klar omkring årsskiftet.
Den aktuelle rapport indeholder dog fire gennemarbejdede bud på, hvad det vil koste at bane vejen for flere elbiler frem mod 2030. De fire bud tager udgangspunkt i at få henholdsvis 500.000, 600.000, 750.000 og 1.000.000 elbiler på vejene om 10 år. Det spændende er udgifterne og hvordan man finansierer dem – det ser sådan ud i rapporten:
Model 1: 500.000 elbiler
CO2-reduktion: 0,2 mio. tons.
Pris for statskassen: 2,7 mia. kr.
Gennemsnitlig afgiftsstigning for en konventionel bil: 400 kr. årligt
Besparelse i afgift på gennemsnitlig elbil: 2.000 kr. årligt
Model 2: 600.000 elbiler
CO2-reduktion: 0,3 mio. tons
Pris for statskassen: 2,3 mia. kr.
Gennemsnitlig afgiftsstigning for en konventionel bil: 400 kr. årligt
Besparelse i afgift på gennemsnitlig elbil: 2.300 kr. årligt
Model 3: 750.000 elbiler
CO2-reduktion: 0,9 mio. tons
Pris for statskassen: 2,9 mia. kr.
Gennemsnitlig afgiftsstigning for en konventionel bil: 2.300 kr. årligt
Besparelse i afgift på gennemsnitlig elbil: 2.000 kr. årligt
Model 4: 1.000.000 elbiler
CO2-reduktion: 1,5 mio. tons.
Pris for statskassen: 4 mia. kr.
Gennemsnitlig afgiftsstigning for en konventionel bil: 5.900 kr. årligt
Besparelse i afgift på gennemsnitlig elbil: 1.500 kr. årligt
Eldrup-kommissionen fraråder selv model 4, der vurderes at være for dyr i forhold til CO2-besparelsen.
Vejafgift for danskere og udlændinge
Lidt overraskende anbefaler kommissionen at fastholde en værdibaseret registreringsafgift: Jo dyrere en bil er, desto mere ’straffes’ den med afgift i modsætning til at teknisk baseret afgift, der f.eks. beregner afgiften ud fra bilens CO2-udslip.
Blandt kommissionens andre anbefalinger er at indføre en vejafgift på 1.000 kroner årligt for at benytte de danske veje. Vejafgiften skal gælde både danske og udenlandske bilejere.
Et andet forslag, som politikerne skal forholde sig til, er indførsel af en CO2-afgift på diesel- og benzinbiler. Her foreslår kommissionen, at biler, der udleder op til 125 gr CO2/km pålægges en ekstraafgift på 250-300 kr. pr. gram CO2. For biler, der udleder mere end 125 gr. CO2/km, øges afgiften pr. til 5-600 kr. pr. gram.
En populær minibil med benzinmotor udleder typisk 125 gram CO2/km. Ved en afgift på 300 kr. pr. gram, vil det altså pålægge bilen en ekstraafgift på 37.500 kr.
Omvendt skal elbiler have et årligt tilskud på op mod 2.500 kroner frem mod 2030, hvor der er indfaset fuld registreringsafgift på elbiler. Til gengæld fraråder kommissionen midlertidige tiltag til at fremme elbiler som gratis parkering og brug af busbaner, fordi de ikke er hensigtsmæssige, når elbiler begynder at blive udbredte.
Hurtig politisk handling
Med Eldrup-kommissionens erkendelse af, at den har været på en ’mission impossible’, har politikerne to muligheder: Enten sparker de arbejdet til hjørne og afventer en ny rapport. Ellers også træffer de et hurtigt valg, for eksempel én af de fire modeller som Eldrup-kommissionen foreslår.
En ’det-skal-vi-lige-tænke-over’ udmelding risikerer til gengæld at sætte bilsalget i stå – både af elbiler og dem med benzin- og dieselmotor. For elbiler kan det meget snart blive tilfældet: Regeringens finanslovsforslag for 2021 vil mere end tredoble afgiften på elbiler, hvilket i praksis kan stoppe salget efter nytår. Og det harmonerer dårligt med planen om at få op mod én million elbiler ud på de danske veje frem mod 2030.
The post Fire bud på flere elbiler i Danmark appeared first on Hvilkenbil.dk.