Noget gik galt, da Peugeot i foråret satte prisskilte på sine ladehybrider. Nu har man besindet sig og prissat 3008 og 508 til langt lavere priser.
470.000 kroner for en 3008 ladehybrid kom Peugeot ved introduktionen først på året ikke langt med. Slet ikke da Ford samtidig lancerede Kuga PHEV til 270.000 kr.
Og da corona-krisens første bølge var på sit højeste, smed franskmændene tilmed 508 Hybrid på gaden til priser, der mere end rigeligt matchede VW Passat GTE og Skoda Superb iV. Sådan en Peugeot var der heller ikke mange købere til.
Men den barske virkelighed gik op for importøren, der nedjusterede 508-priserne ganske betragteligt. Nu er 3008-modelrækken udvidet med en billigere og mere dansker-venlig ladehybrid.
Samtidig fås 508 Hybrid nu til en kampagnepris på 300.000 kr. med det ganske omfattende Allure-udstyr. Merprisen for stationcaren SW er 15.000 kr. Ladehybridens samlede ydelse er 225 hk. Passat og Superb yder 218 hk og koster henholdsvis 417.000 og 430.000 kr. i sedan-versionerne, altså langt over 100.000 kr. mere end 508. Kia Optima fås kun som stationcar, og den koster 330.000 kr., 15.000 kr. mere end billigste 508 SW Hybrid.
Alt i alt er det jo langt mere fornuftige priser, der signalerer, at Peugeot mener det alvorligt med de semi-elektriske biler.
Peugeot 508 Hybrid kan fuldt opladet køre op til 52 kilometer på ren el, hvilket lige nøjagtigt begunstiger den i det danske afgiftssystem.
Standard på 508 Hybrid Allure er blandt andet automatisk nødbremse, aktiv vejbane- og blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, 10 tommer touchskærm, bluetooth og 17 tommer alufælge. I øjeblikket kan man til en kampagnepris på 20.000 kr. tilmed få såkaldt Allure-pack, der blandt andet indeholder adaptiv fartpilot, navigationsanlæg, bakkamera og elektrisk bagklap.
Nærmer sig Ford-priser
Crossover-modellerne har danskernes gunst. Også selvom ulemperne ved de SUV-lignende køretøjer er mere vægt og mere luft, der skal flyttes, og dermed et højere forbrug.
Den topudstyrede og topmotoriserede 3008 Hybrid4 med 300 hestekræfter kan man stadig få til mægtige 470.000 kr., men Peugeot har nu også fået en 3008’er med 225 hk til 320.000 kr. på programmet. Dermed er forskellen til Ford Kuga PHEV lettere at fordøje: Kugaen er siden begyndelsen af året steget til 281.000 kr.
Mitsubishi Outlander PHEV, der er på vej til at forlade Europa, fås i øjeblikket til 280.000 kr.
Den billigste 3008 Hybrid Allure har stort set samme sikkerhedsudstyr som 508 Hybrid Allure. Til begge ladehybrider – 508 Hybrid og 3008 Hybrid – kan man tilkøbe en Clever-ladeboks inklusive opsætning ved hjemmet (forudsat du ikke bor i lejlighed) til 7.500 kr. og lade ubegrænset både hjemme og ude for 369 kr. om måneden. Ønsker man kun at kunne lade hjemme, er prisen 245 kr. pr. måned.
The post Peugeot sænker priserne på ladehybrider appeared first on Hvilkenbil.dk.