Ny luksus elbil udfordrer Tesla og får markedets foreløbig længste rækkevidde. Mercedes EQS, der er en elektrisk S-klasse, når 700 km pr. opladning.
Forestil dig en tur fra Kolding til Amsterdam uden at tanke bilen eller lade den op. Det bliver snart virkelighed, hvis man skal tro de seneste meldinger fra Mercedes-Benz: Tyskernes kommende elbil, den luksuriøse EQS sedan, vil kunne klare over 700 km på en opladning. Altså strøm nok til en tur fra Trekantområdet til den hollandske hovedstad.
Nyheden blev afsløret på et generalforsamlingsmøde, der blev afholdt online på grund af Covid-19-pandemien. Her bekræftede Daimler-koncernens øverste chef Ola Källenius, at produktionsversionen af EQS vil have en rækkevidde på over 700 kilometer. Efter planen lanceres den i 2021.
Holder det stik, bliver Mercedes EQS elbilen med markedets længste rækkevidde. Lige nu holdes den ’titel’ af Tesla S Long Range, der er opgivet til at klare 610 km på en fuld opladning efter WLTP-normen.
Det vil dog langt fra være alle forundt at anskaffe sig den langtrækkende Mercedes. Udenlandske medier gætter på startpriser for den store elektriske limousine på mellem 80.000 pund og 96.000 dollars – svarende til omkring 650.000 kr. Hvad de danske priser bliver, må vi vente at se, men Tesla S Long Range koster fra 721.300 kr., og mon ikke Mercedes vil forsøge at ramme et prisleje deromkring.
Udviklet til el
Mercedes EQS får ikke bare en høj pris men bliver også en stor størrelse et sted mellem E-klassen og S-klassen. EQS skal bygges på en dedikeret elbils-platform, MEA2, der er designet med et helt fladt gulv i kabinen. Med god plads til batterierne under gulvet, kan EQS blive endog meget rummelig.
SUV’en Mercedes EQC 400 til priser fra 630.00 kr. klarer til sammenligning blot op til 445 km på en opladning. Batterikapaciteten bliver altså væsentligt forøget i EQS.
Præstationerne bliver til gengæld nogenlunde som i Mercedes EQC 400, der yder 408 hk og 760 Nm leveret af to elektriske motorer – en på hver aksel. Der er også planlagt en kraftigere udgave af EQS med 470 hk. Ifølge magasinet AutoCar forventes der også en AMG-udgave med over 600 hk i 2022.
EQS, der går under det interne ’kodenavn’ V297, bliver efter planen Mercedes’ femte elbil. Dermed er Mercedes godt på vej til at nå målet om at have ti elbiler på programmet i 2022.
The post Mercedes bryder 700 km grænsen appeared first on Hvilkenbil.dk.