Bilsalget er hårdt ramt af corona-krisen og faldt med over en tredjedel i april. To kendinge fra miniklassen topper salget tæt forfulgt af en ny mini-SUV.
Coronaen har for alvor fået tag i bilsalget, viser nye tal fra De Danske Bilimportører.
Allerede i marts så vi de første konsekvenser af coronakrisen på bilsalget, og det fortsætter i april. Der er blevet indregistreret 10.201 nye personbiler. Det er 37 procent færre end i april 2019, hvor der blev nyregistreret 16.178 personbiler.
Vi skal tilbage til februar 2010, hvor der blev solgt 8.654 personbiler, for at finde et lavere månedligt bilsalg, konstaterer bilimportørerne i en pressemeddelelse.
Korrigeret for normale sæsonudsving faldt bilsalget med 17,7 procent fra marts til april. Det er vel og mærke efter et fald på 11 procent fra februar til marts, oplyser Danske Bank.
”Vi skal helt tilbage til finanskrisens værste tid for at finde tilsvarende lave tal for bilsalget,” lyder det fra privatøkonomi i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar til de seneste tal.
Hun mener, at de med al tydelighed understreger, at coronakrisen har sat sig i danskernes lyst til at investere i nye biler her og nu.
”Det skyldes formentlig både, at mange har været tilbageholdende med at foretage større investeringer i en periode med stor økonomisk usikkerhed, og at en del vil være betænkelige ved at gå ned i den nærmeste bilforhandler og prøvekøre en ’fremmed’ bil af frygt for smitten,” vurderer hun.
Længere leveringstider
Tallene registrerer som bekendt, hvornår bilerne har fået nummerplade på. Mange er derfor bestilt tidligere end de registreres. Derfor vil vi nok også se svage salgstal i maj og juni. Dertil kommer at mange bilfabrikker har været lukket ned rundt omkring i verden. Det kan lede til problemer med leveringer. Mange bilfabrikker har dog netop startet produktionen op igen, men mange leveringer kan være blevet forsinket.
Ser vi på, hvilke biler der trods alt er blevet solgt i april, er bilsalget også præget af forsigtighed. Det er de mindre biler, der topper top 20 listen.
Som så mange gange før er minibilen Peugeot 208 (billedet) på toppen med 389 indregistreringer i april. En anden fra miniklassen, Citroën C3 er nummer to med 351 styk. På tredjepladsen snupper den nye udgave af mini-SUV’en Renault Captur tredjepladsen med 335 solgte biler i april.
Den største markedsandel i april 2020 tilhørte Volkswagen, der stod for 13,2 procent af nysalget. Det svarer til 1.350 biler. På andenpladsen finder vi Peugeot, der med 1.007 solgte personbiler sad på 9,9 procent af markedet. Toyota indregistrerede 762 biler (7,5 procent), hvilket var tredje flest.
FAKTA: Bilsalget i april
Nr. | Mærke | Model | Antal | Andel |
Total for rapport | 10.201 | 100,00% | ||
1 | Peugeot | 208 | 389 | 3,81% |
2 | Citroen | C3 | 351 | 3,44% |
3 | Renault | Captur | 335 | 3,28% |
4 | Renault | Clio | 257 | 2,52% |
5 | Skoda | Octavia | 240 | 2,35% |
6 | Toyota | Aygo | 224 | 2,20% |
7 | Toyota | Yaris | 221 | 2,17% |
8 | Volkswagen | Polo | 215 | 2,11% |
9 | Volkswagen | T-Cross | 206 | 2,02% |
10 | Mercedes-Benz | C-Klasse | 204 | 2,00% |
11 | Hyundai | I10 | 190 | 1,86% |
12 | Volkswagen | T-Roc | 186 | 1,82% |
13 | Peugeot | 3008 | 180 | 1,76% |
14 | BMW | 3’er | 164 | 1,61% |
15 | Skoda | Fabia | 164 | 1,61% |
16 | Nissan | Qashqai | 158 | 1,55% |
17 | Citroen | C1 | 157 | 1,54% |
18 | Volkswagen | Golf | 156 | 1,53% |
19 | Ford | Fiesta | 148 | 1,45% |
20 | Kia | Ceed | 145 | 1,42% |
Kilde: De Danske Bilimportører |
The post Bilsalget på finanskrise-niveau i april appeared first on Hvilkenbil.dk.