Hvilkenbils redaktør Jens Velling giver sit bud på fem sandsynlige konsekvenser af corona-krisen for biler, bilejere og bilindustrien.
Begrænset social kontakt, arbejdsløshed og udsigt til en både alvorlig og langvarig økonomisk krise. Corona-krisen har ramt hele verden på den hårde måde: Ikke siden 2. verdenskrig har vi kigget ind i så usikker en fremtid.
Alle er ramt – også den verden, som vi beskæftiger os med her på Hvilkenbil. Så mens andre vurderer de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af covid-19 virussen, skal denne blog handle om, hvad corona kan komme til at betyde for biler, bilejere og bilindustrien. Det bliver et kig i krystalkuglen iført bilnørd-briller; et kvalificeret bud på fem bil-relaterede konsekvenser af corona-krisen.
Covid-19 kan også slå bilmærker ihjel
Corona har kastet bilindustrien ud i en dyb krise. VW-koncernen, verdens største, taber knapt 90 millioner kroner. Om dagen! Situationen er ikke bedre for andre bilmærker. Samlebåndene står stille, og der er langt mellem kunderne. Det er de dårlige nyheder, som vi allerede har hørt om. Den rigtigt grimme nyhed er, at det kan tage år, før bilindustrien er tilbage i sit normale gear. Op til 10 år siger Ferdinand Dudenhöffer, anerkendt bilekspert og brancheanalytiker på universitetet i schweiziske St. Gallen til bilmagasinet AutoBild. Forklaringen er, at corona får økonomien til at styrtdykke og arbejdsløsheden til at stige. Corona skaber med andre ord et giftigt klima for dyre forbrugsgoder som biler. Færre mennesker vil have råd til og brug for en bil ’post-corona’. Dermed har krisen potentiale til at blive endestation for flere bilmærker, der i forvejen kæmper med økonomien. Nøjagtigt som covid-19 er dødelig for svage patienter, gælder det samme for de svageste bilmærker.
Bilpriserne vil falde
Corona vil tvinge bilmarkedet ud i priskrig. Over alt styrtdykker bilsalget. I Sydeuropa er det mere end halveret. Herhjemme tyder aktuelle prognoser på et fald på 40 procent eller mere. Samtidig stiger arbejdsløsheden. Det reducerer antallet af bilkøbere samtidig med at lagrene af usolgte biler – både fabriksnye og brugte – stiger. De nuværende fabrikslukninger er ingen løsning. Konsekvensen er uundgåelig; fabrikker og forhandlere bliver nødt til at presse priserne ned, hvis salget skal op igen. Jo længere tid coronakrisen raser, desto større bliver rabatterne. Så hold øje med priserne, hvis du er i markedet for en ny eller ny brugt bil. Priserne kan ikke undgå at falde.
Corona kan ændre vores syn på bilen
Ingen krise uden muligheder. Corona kan gøre biler til det foretrukne transportmiddel over fly, tog og busser. I vores egen, private bil er vi afskærmet fra virus. Hvem har lyst til at dele den recirkulerede luft i en flyver med et par hundrede andre mennesker? Nej, hvis grænserne åbner igen til sommer, vil mange droppe flyveturen til fordel for bilferie. Hellere lange bilkøer på A7 og utålmodige børn på bagsædet end at flyve med covid-19 som blind passager.
Men corona kan også ændre vores syn på biler på en helt anden måde. For måske lærer coronakrisen os, at der er vigtigere ting i livet end at stræbe efter materiel velstand. Var det virkelig for at få råd til en stor SUV, at vi pre-corona spurtede rundt i hamsterhjulet? Hvis det er tilfældet, har – i hvert fald nogle af os – måske opdaget, at det faktisk føles helt rigtigt at bruge mere tid sammen med familien. Måske bliver den tanke siddende. Og får nogle til at droppe drømmen om en ny SUV og i stedet fortsætte i den gamle bil…
Udsigt til skrotpræmie?
Coronakrisen har fået regeringen til at åbne op for statskassen for at holde folk ude af arbejdsløshed. Der er mange værdigt trængende, så regningen er allerede astronomisk. Den danske bilbranche er også hårdt ramt. Den rummer ganske mange arbejdspladser og har lige så meget ret til hjælp som andre brancher. En mulig håndsrækning kunne komme i form af en stærkt forhøjet skrotpræmie. Måske særlig høj til danskere, der skrotter deres gamle bil til fordel for en elbil. På den måde kan man både kickstarte en del af bilbranchen og den grønne omstilling. En win-win løsning der godt kunne skabes politisk flertal for.
Elbiler skal finde gnisten – nu
Bilindustrien er ikke kun presset af corona, men også skrappe miljøkrav. Fra 2021 skal bilproducenterne have reduceret deres vognparkers CO2-udledning til 95 gram pr. kørt kilometer. I gennemsnit. Hvis ikke, bliver de straffet økonomisk. Med en bøde på 95 euro pr. gram over 95 gram/kilometer. Gange antal solgte biler.
Det er mange penge. Og for nogle bilmærker er den eneste realistiske løsning at få produceret og solgt flere elbiler så hurtigt som muligt. Set i lyset af den kraftige opbremsning af salget, kan det tvinge – i hvert nogle bilmærker – til at hjælpe salget af elbiler på vej med klækkelige rabatter. Bilkøbere på jagt efter en ny elbil, bør i hvert fald holde øje med markedet.
The post 5 corona-konsekvenser for biler appeared first on Hvilkenbil.dk.