BMW Concept i4 er reelt en elektrisk 3-serie og BMWs første modsvar til Tesla Model 3. Det futuristiske design afviger kun lidt fra den endelige udgave.
Tysk bilindustri er så småt ved at vågne op af deres Tornerosesøvn. Amerikanske Tesla har fortsat mange års forspring på elbiler, men drypvist begynder de tyske bilmærker at vise elbiler, der kan udfordre Teslas dominans.
Det gælder også BMW, der løfter sløret for den spændende i4. Tyskerne kalder selv i4 en konceptbil, men lader samtidig forstå, at Concept i4 kun ’er et par procent fra den endelige produktionsudgave’.
BMW har ganske vist i lang tid haft den kompakte elbil i3 på programmet. Men den avancerede kulfiberbil mangler rækkevidde i forhold til nyere elbiler – især i forhold til prisen. Og BMW bliver groft sagt først relevante på elbiler, når de kan levere en elektrisk 3-serie, der på alle måder kan konkurrere med Teslas fine og storsælgende Model 3.
Det er præcist, hvad Concept i4 skal, når den sættes i produktion næste år. Og både hvad angår design og teknik ligner den en bil, der har kompetencerne til at blive en reel Tesla-udfordrer. Samtidig byder den på flere nyheder, vi med stor sandsynlighed kommer til at se i fremtidens BMW-modeller.
Kæmpegrill og nyt logo
Designet først. Som navnet Concept i4 antyder, er der tale om en elektrisk pendant til den nuværende BMW 4 Gran Coupé – altså den lidt lavere, sportslige udgave af 3-serien. Taglinjen er lav og elegant, der er rammeløse døre og en kæmpe akselafstand, der skal sikre god plads i kabinen. Designet har ind- og udadbuede flader, som vi kender det fra sportsvognen Z4. Bagtil videreudvikler BMW de smalle L-formede baglygter, mens der er udbrudt revolution på fronten: Mellem de smalle LED-forlygter sidder den største nyreformede grill på en BMW i nyere tid. Et stiltræk, der nok skal vække diskussion – men ret beset har BMW historisk benyttet sig af meget store og mere lodrette kølergriller. Tænk blot på legendariske modeller som 2000 CS og model 335 fra 1939.
Det lidt spøjse er, at den enorme grill er lukket. Som elbil har i4 slet ikke brug for en stor kølergrill til at køle en forbrændingsmotor. Udover at give designet karakter huser kæmpegrillen i stedet sensorer til den adaptive fartpilot og delvis autonom kørsel. Grillen er også så stor, at den næsten drukner en anden design-nyhed: Med Concept i4 opdaterer BMW sit legendariske propellogo. Selve den blå-hvide propel bevares, men den omkringliggende sorte ring, der indeholder navnet BMW, bliver fremover gennemsigtig. På den måde forenkler BMW sit mærkelogo til en tid, hvor enkle logoer som f.eks. Apples er moderne. Volkswagen har netop gjort noget lignende med deres berømte VW-logo.
Ifølge BMW skal det nye logo dog ikke umiddelbart bruges på BMWs biler, men kun i markedsføring digitalt og på tryk.
Infoskærmen buer
Teknisk rykker Concept i4 også ind i fremtiden. I kabinen sidder på klassisk 3- og 4-serie-facon lavt bag et næsten lodretstående rat. Man kan næsten se på i4, at den fortsat skal være en køremaskine – nu bare med en elmotor i stedet for den klassiske rækkesekser under hjelmen.
Instrumenteringen er fuldt digital og består af to skærme, der tilsammen danner et bredt bånd henover halvdelen af instrumentbrættet. Skærmene hænger sammen og buer let ind mod føreren i en moderne udgave af den klassiske BMW-førerplads. Sammenlignet med Tesla Model 3 er skærmen mindre og betjenes af BMWs iDrive controller mellem forsæderne. Her holder BMW altså fast i en mere traditionel betjening, som deres kunder vil genkende fra 3-serien.
Inspirationen fra Model 3 er ellers tydelig i kabinen: Sæderne med integrerede nakkestøtter er udformet i hvidt kunststof, og det tynde glastag giver ekstra loftshøjde i den lave bil. Nøjagtig som vi kender det fra klassens californiske bestseller.
503 hk og 600 km
Det gælder på mange måder også teknikken. Concept i4 er udstyret med en batteripakke på 80 kWh, der ifølge BMW rækker til 600 kilometers kørsel efter den skrappe WLTP-norm. Elmotoren yder hele 390 kWh, hvilket svarer til 530 hk. Holder de tal på produktionsmodellen, kan i4 formentlig følge den heftige Performance-udgave af Tesla Model 3 til dørs.
The game is on, som de siger i formel 1. BMW har langt om længe meldt sig ind i ræset om at tilbyde et reelt alternativ til Tesla. Hvordan duellen spænder af i virkeligheden, ved vi dog først i 2021, når BMW sætter den endelige udgave af i4 i produktion.
The post Med i4 udfordrer BMW endelig Tesla appeared first on Hvilkenbil.dk.