VW Up blev den mest solgte bil i Danmark i det seneste årti. Den lille bybil genopfandt begrebet ’folkevogn’ og satte adskillige salgsrekorder undervejs.
En lille bil med stor betydning. Sådan er det oplagt at karakterisere VW UP – den tyske bilgigants mindste model i mange år. Men salget og populariteten har der aldrig været noget småt over. Faktisk hittede Up så hårdt i Danmark, at den blev den mest solgte model i årtiet 2009 – 2019, til trods for at den først kom på markedet i 2012.
For at forstå den lille Ups store succes skal vi tilbage til finanskrisen i 2008. Mange danskere blev klemt økonomisk, og det kunne ses på bilsalget i Danmark i de efterfølgende år. Flere bilkøbere ’downsizede’, hvilket fik de mindste og billigste biler – kaldet mikroklassen – til at kravle op af salgslisterne. I 2009 og flere år frem blev mikroerne den mest solgte biltype. I begyndelsen er 10erne fik danskerne efterhånden finanskrisen på afstand, og bilsalget rettede sig op igen. Bilkøberne havde dog fået smag for de billige mikrobiler – ikke mindst som bil pendlerbil eller familiens bil nummer to eller endda tre.
Lang tid undervejs
Sådan lå landet, da VW endelig var klar med mærkets første mikrobil i 2012. Idéen havde ellers været længe undervejs. Allerede i 2007 præsenterede VW Up som konceptbil på biludstillingen i Frankfurt. Originalen havde hækmotor og samme år løftede VW også sløret for Space Up, en 23 cm længere udgave udformet som en mini-SUV. I 2009 knopskød Up-konceptet til en ekstremt lille eldrevet udgave.
VWs designere og ingeniører forsøgte sig med andre ord lidt frem. I slutningen af 2011 tager de så en beslutning og afslører den endelige, produktionsklare udgave af Up, der med sit basale design er den mest ægte ’folkevogn’ siden den originale boble. Hvad angår det enkle, nærmest Apple-inspirerede design forbliver den blot 354 cm lange Up tro mod det originale koncept. Til gengæld dropper VW ideen med hækmotor. Den færdige Up er konstrueret med klassisk moderne frontmotor og forhjulstræk.
Årets Bil i Danmark
Et halvt år senere inviterer de danske Volkswagen-handlere til Åbent Hus på den nye Up, der lanceres som tre- eller femdørs med 60 eller 75 hk og i tre udstyrstrin. Up er et øjeblikkeligt hit. Motorjournalister verden over er begejstrede. Up bliver kåret til World Car of the Year 2012, og herhjemme vinder den titlen som Årets Bil i Danmark 2013 sammen med søsterbilerne Skoda Citigo og Seat Mii.
Bilkøberne er enige. Ja, de står faktisk i kø for at købe Up, som der hurtigt opstår lange ventetider på. Kombinationen af nærmest nuttet design, god pladsudnyttelse og overraskende voksne køreegenskaber til startpriser fra 90.000 kr. viser sig at være en langtidsholdbar opskrift på succes.
I juni 2012, blot to måneder efter introduktionen, sætter Up ny rekord som den første bil på det danske marked, der sælges i mere end 1.000 eksemplarer på en måned. Og det var bare begyndelsen: Da 2012 er overstået, indtager Up en suveræn førsteplads som Danmarks mest solgte bil med et samlet salg på 10.936 biler. Det er ’dobbelt Up’ sammenlignet med det foregående års bestseller, der også var en mikrobil.
29 måneder på toppen
Danskernes begejstring viser sig at holde ved: De efterfølgende tre år fastholder Up titlen som Danmarks mest solgte bil. I hele 29 måneder i træk topper den hitlisten over det danske bilsalg. Festen klinger først af i 2016, da Danmark har lagt krisen bag sig og en række afgiftslettelser gør bilerne billigere. Det får flere bilkøbere til at forlade mikroklassen til fordel for større modeller.
Historien om Up er dog ikke slut. Flere bilmærker trækker sig ud af mikroklassen, fordi skrappe miljøkrav gør de mindste biler for dyre. Til marts lancerer VW i stedet en elektrisk udgave af Up med navnet e-Up, der med en rækkevidde på 260 km og en pris på 163.000 kroner har alle chancer for at blive lige så populær blandt elbiler, som Up var blandt benzinbilerne. Dermed kører Up med ind i fremtiden, hvor vi stigende grad vil køre i miljøvenlige, elektriske biler.
Læs Hvilkenbils test af den første Up i 2012 her.
The post Her er årtiets mest solgte bil i Danmark appeared first on Hvilkenbil.dk.